
Pilotprojektet i 2024 viste potentialet. Nu vender FalconNXT Games tilbage som techfestival over fire dage fra den 13. til og med 16. november.
Der blev betalt lærepenge og høstet erfaringer ved premiereudgaven af Falcon NXT Games i november 2024. Nu er der evalueret, rettet til, udviklet og brainstormet.
Konklusionen bliver, at FalconNXT Games vender tilbage den 13.–16. november 2025 – denne gang som en fire dages festival i Farum Arena, hvor teknologi, gaming, læring og fællesskab smelter sammen i et inkluderende univers for børn, unge og deres familier.
– Falcon NXT Games er ikke blot et gaming-event – men en folkeoplysende tech-festival, hvor mange lokale foreninger, skoler, tech-startups og nationale aktører bidrager til en oplevelse, der bygger bro mellem skærmtid og fællesskab, mellem digital nysgerrighed og foreningsliv, fortæller Mogens W. Brolin fra Falcon NXT Games.
Festivalen rummer Karriere-Dage, esports-turneringer, LEGO-robotmesterskaber (FIRST LEGO League), AI- og tech-workshops, expo, konferencer og interaktive bevægelseszoner.
Partnerkredsen udvides betydeligt med aktører som Niels Bohr Instituttet, Dania Games, H. C. Ørsted Gymnasiet, Aasted, SpecialSport og en række Regionale idrætsforeninger.
– Festivalens voksende netværk styrker både den faglige tyngde og den oplevelsesmæssige kvalitet – og understøtter dette erklærede mål: At give børn og unge, ikke mindst dem udenfor organiseret fritidsliv, adgang til trygge tech- og foreningsfællesskaber, hvor deres digitale kompetencer bliver mødt med anerkendelse og nysgerrighed, forklarer Mogens W. Brolin.