Farum Fjernvarme – Advokat har aldrig set noget lignende

Advokat Mette Klingsten har mere end 25 års erfaring med ansættelsesret. Hun har aldrig set en direktørkontrakt med ti års uopsigelighed.

Farum Fjernvarmes fratrædelsesaftale med direktør Nighat Kamal vækker undren. Advokat Mette Klingsten har aldrig set noget lignende.
12 mio. kr.!!
Det beløb får den afgående direktør for Farum Fjernvarme, Nighat Kamal, med i fratrædelsesaftale. Det skyldes en aftale fra 2020. Her ønskede bestyrelsen for Farum Fjernvarme at sikre direktørens tjenester i forbindelse med etableringen af varmepumpen i Farremosen. Det blev til en aftale med ti års uopsigelighed for begge parter. Aftalen tog ikke forbehold for en eventuel fusion. Så da repræsentantskabet for Farum Fjernvarme pålagde bestyrelsen og ledelsen at arbejde for en fusion med Vestforbrænding klappede fælden.
Alt om Furesø har spurgt advokat Mette Klingsten om sagen. Mette Klingsten er advokat med møderet for Højesteret og har lang erfaring indenfor arbejds- og ansættelsesret, retssager og bestyrelsesarbejde.
– I 25 år har jeg aldrig stødt op en direktørkontrakt med ti års uopsigelighed. Og der er dog passeret en del sager forbi mig, siger Mette Klingsten, som påpeger, at sådan en aftale indebærer enorme risici for virksomheden.
– Det er usædvanligt med 10 års uopsigelighed, for man kan ikke vide, hvad der kommer til at ske i fremtiden. Der kan ske så meget. Man kan blive syg. Man kan komme ud for en fusion, lyder det fra Mette Klingsten.
Hvis Mette Klingsten havde været rådgiver for Farum Fjernvarme, så havde rådet lydt helt anderledes.
– I stedet kunne man have givet direktøren motivation til at gennemføre projektet gennem en bonusordning, siger Mette Klingsten.
Nighat Kamal stod til ti års løn. Det svarer til 16,4 mio. kr. Det blev forhandlet ned til 12 mio. kr. At det var muligt, skyldes formentlig princippet om tabsbegrænsning. Hvis direktøren havde fået det fulde beløb, var vedkommende forpligtet til, at det blev modregnet i tilfælde af et nyt job.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest