Fastelavnsfest i Ellegården

Ellegårdens lade danner en festlig ramme om Farum Folkedanseres fastelavnsfest.

Det er noget helt særligt at slå katten af tønden i Ellegårdens gamle lade. Den mulighed får man igen lørdag den 24. februar klokken 14.30 til 16.30, når Farum Folkedansere holder en festlig, traditionel fastelavnsfest på Ellegården i Stavnsholt.
– Eftermiddagen starter med, at vores dejlige, lille husorkester spiller, mens vores dygtige danseleder Christian leger forskellige muntre sanglege med børn og voksne. Det er gamle sanglege fra vores barndom, som også danses i fx Sverige i lidt andre versioner, fortæller Anni Kjeldgaard, formand for Farum Folkedansere.
Deltagerne får herefter serveret kaffe og te med fastelavnsbolle ved de hyggelige borde. Der er juice eller kakaomælk til børnene.
Og så skal der slås katten af tønden. Når der går hul på tønderne vælter det ud med slik. Der vil være fine præmier til kattekonger og dronninger samt for udklædning.
Man kan tilmelde sig pr. mail til farumfolkedans@gmail.com senest den onsdag den 21. februar med angivelse af navn og antal børn og voksne.
Det koster 75 kr. per person, og det er inklusive kaffe/te/juice/kakaomælk og fastelavnsbolle. Børn under 2 år kommer gratis ind.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest