FC Jonstrups ildsjæl blev hædret foran 7.000 tilskuere

Martin Skydt blev kåret til Årets Frivillige i FC Nordsjællands fodboldsamarbejde. Foto: FC Nordsjælland.

Martin Skydt trådte til som formand, da FC Jonstrup var lukningstruet. I dag stortrives klubben. FC Nordsjælland kårede Martin Skydt til Årets Frivillige foran 7.000 tilskuere i pausen af kampen mellem FC Nordsjælland og FC Midtjylland.
Der var både applaus, stolthed og stærke følelser på Right to Dream Park søndag den 10. maj, da Martin Skydt blev kåret som Årets Frivillige i FC Nordsjælland.
I pausen mellem FC Nordsjælland og FC Midtjylland blev han hyldet på banen foran mere end 7.000 tilskuere – som anerkendelse for en ekstraordinær indsats, der har været afgørende for at redde og genopbygge FC Jonstrup.
For blot tre år siden stod den lokale klub i en alvorlig krise. Ungdomsholdene var ved at forsvinde i takt med, at spillerne afsluttede 9. klasse, og seniorafdelingen var langsomt ved at gå i opløsning, fordi mange af de tidligere lokale spillere var flyttet til København og søgte mod klubber tættere på deres nye hverdag.

Fremtiden for FC Jonstrup så usikker ud
Men midt i usikkerheden trådte Martin Skydt til.
På det tidspunkt havde hans egen søn endnu ikke alderen til at spille fodbold. Faktisk gik han stadig i vuggestue. Alligevel valgte Martin uge efter uge at møde op på banen for at træne områdets børn – drevet af en vision om at skabe en lokal klub, som hans egen søn en dag kunne blive en del af.
Det begyndte i det små. Men det blev starten på noget langt større.
I dag er FC Jonstrup blevet et levende samlingspunkt i lokalområdet. Martins søn spiller nu fast i klubben, og samtidig er FC Jonstrup vokset markant med både Old Boys-hold, veteranhold og en lang række børneårgange fra 2017 til 2022. Klubben har passeret 125 medlemmer og forventer at nå omkring 140 medlemmer i løbet af året.
En udvikling, som mange i klubben peger direkte tilbage på Martin Skydts engagement og vedholdenhed.
– I FC Jonstrup er vi meget stolte af, at Martin har fået denne pris. Martin har været både bestyrelsesmedlem, træner og kasserer, og besidder en kolossal viden om børnefodbold. Han er en ægte ildsjæl, som har haft enorm betydning for klubbens udvikling og sammenhold, udtaler bestyrelsesformand i FC Jonstrup, Martin Nørtoft.
Historien om Martin Skydt er samtidig fortællingen om, hvad frivillighed kan betyde for et lokalsamfund. Om mennesker, der vælger at investere tid, energi og hjerte i noget større end dem selv. Hvor andre så en klub på vej mod afvikling, så Martin Skydt muligheden for at skabe et nyt fællesskab for områdets børn og familier.
Tre år senere står resultatet som et tydeligt bevis på, hvad én ildsjæl kan sætte i gang.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder