FC Nordsjælland sælger angrebsprofil

Anna Walter fortsætter karrieren i Hammarby IF. Foto: Noah Thilemann

Anna Walter skifter efter sæsonen til den svenske topklub Hammarby IF. FC Nordsjællands kvindehold får ny cheftræner. Assistenttræner Amy Harrison tager over efter Chris Sargeant, som drager videre til Right to Dream i Egypten.
Af Mikkel Kjølby
FC Nordsjællands satsning på kvindefodbold har de seneste sæsoner ført til en række spillersalg. Nu følger Anna Walter i fodsporene på Emilia Ásgeirsdóttir, Nikoline Dudek, Winonah Heatley, Amanda Brunholt og Emmi Siren til udenlandske klubber.
Anna Walter er solgt til den svenske topklub Hammarby IF og drager til Stockholm, når den nuværende sæson slutter.
Anna Walter spillede ungdomsfodbold for FC Nordsjælland, men tog turen omkring Odense Q, HB Køge og Sundby, inden hun i januar 2023 kom tilbage til Farum. Her er det blevet til et mesterskab i 2024 og to pokaltitler. Hun blev kåret til Årets Talent 2025 og fik samme år debut på landsholdet, hvor det er blevet til tre kampe.
– Walter er undervejs blevet en stor profil på både vores hold og i A-Ligaen. Hun har været en vigtig del af de flotte resultater, som vores kvindehold har leveret med både pokaltitler og mesterskabet i 2024 og senest ved at nå en kvartfinale i Europa Cuppen. Hun har gjort det godt på banen, men samtidig har hun også været en vigtig del af det daglige arbejde, for hun har en smittende energi og et smittende humør, der altid kan løfte hendes omgivelser, siger sportsdirektør Alexander Riget til fcn.dk
Anna Walter havde kontrakt med FC Nordsjælland frem til 2027.
FC Nordsjælland har allerede introduceret en fremtidig angrebsprofil. 18-årige Safi N’Sira fra Right to Dream Academi Ghana har skrevet under på en kontrakt med FC Nordsjælland og starter i klubben fra næste sæson.

Assistenttræner bliver cheftræner
FC Nordsjælland har tradition for at rekruttere cheftrænerne i egne rækker. Det gør sig også gældende på kvindeholdet.
Efter flere succesfulde sæsoner i FC Nordsjælland tager Chris Sargeant næste skridt i karrieren. Han skal være Head of Coaching for Right to Dream Egypt. Her skal han træne FC Masars kvindehold og pigesiden på akademiet i Egypten.
FC Nordsjælland har udnævnt canadiske Amy Harrison til cheftræner. Hun tager skridtet op fra assistenttræner. Amy Harrison kom til FC Nordsjælland i sommeren 2022. Som aktiv spillede hun i hjemlandet og for skotske Rangers FC. Hun var træner og teknisk direktør Canada.
Klubbens tekniske direktør på kvindesiden, Kasper Kurland, tager også et skift i karrieren. Han tiltræder i den nye sæson som cheftræner for PSV Eindhovens kvindehold.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *