Lige nedenfor Laanshøj står en indhegnet bunker med kommunikationsudstyr på taget. Det er COC-bunkeren, som blev opført i forbindelse med Den Kolde Krig.
Af Mikkel Kjølby
Det er et underligt syn. Lige der ved Taxi-banen i skyggen af Hercules-hangarerne står en grå og mystisk bunker. Af en eller anden grund er der hegn rundt om den. Det kan give grobund for mange konspirationsteorier. Men egentlig er det ikke så underligt.
Hegnet er sat op efter Flyvestation Værløse lukkede som operativ base, formentlig af Nationalmuseet. Mest for at holde nysgerrige gæster ude. Anlægget er aflåst af sikkerhedsmæssige årsager.
Ifølge Alt om Furesøs oplysninger er der ikke noget i bygningen. Alt militært indhold er flyttet.
Den mystiske bunker har navnet COC-bunkeren på Flyvestation Værløse (Combat Operations Centre).
Den blev opført i perioden 1973-1978 som en del af en omfattende udbygning af flyvestationen under Den Kolde Krig.
Det var herfra, man ville lede og koordinere flyveoperationer, kommunikation og det lokale forsvar, hvis der opstod en krigssituation.
Det var Nato, som i 1970erne bekostede en udbygning af Flyvestation Værløse. Basen skulle fungere som fremskudt re-deploymentbase for vesttyske, belgiske og hollandske fly, hvis Warszawa-pagten angreb.
Der blev bygget et nyt kontroltårn, en passagerterminal og de karakteristiske F-16/kampfly-sheltere samt COC-bunkeren, som skulle sikre, at ledelsen kunne overleve og fortsætte arbejdet under et eventuelt luftangreb.
COC-bunkeren var udstyret med teknisk udstyr til kommunikation, kommando forbindelser og teleforbindelser.
At der stadig er antenner på taget, skyldes, at den kan genetableres forholdsvist hurtigt, da alle ind- og udgående forbindelser er bevaret sammen med antenner.







