Foreningen Furesø Live arrangerer Furesø Festival på Furesøbad lørdag den 30. august. Festivalen markerer afslutningen på sommeren.
Af Mikkel Kjølby
To scener, caféområder, streetfood, ølboder, børneaktiviteter, pop-up stande, hygge i strandsandet, masser af musik. Alt sammen aldeles gratis. Det er opskriften på Furesø Festival 2025.
– Vi håber på solskin og 30 graders varme. Det er en kæmpe sensommerfest for hele Furesø. En god måde at afslutte sommeren og snakke på kryds og tværs, fortæller Benny Buxbom fra Furesø Festival.
Ni bands spiller fra klokken 14 til 23 på scenerne i strandkanten. Det hele sluttes af med Alaysia. Et dansk band, som nyder succes i Asien, hvor de turnerer rundt.
Inden da er det navne som AutoBlues, InDuRance, Paul Wilkinson, Lando Rocks, Banditz.
– Vi har fået lavet et godt program. Der vil være bands som spiller kopinumre, som man kan synge med på, men meget af det er bands, som spiller deres egen musik. Det er rock og popmusik for et voksent publikum, fortæller Benny Buxbom.
Festivalen skal finansieres af ølsalget og sponsorater.
– For vores vedkommende handler det om at sælge øl og drinks, men vi håber på at sælge sponsorater. Vi har solgt de første sponsorater, og tager rundt til flere virksomheder i den kommende tid. Jeg håber på, at vi kan få det til at løbe rundt i år. Så bliver det større næste år med større navne og billetsalg, siger Benny Buxbom.







