Jakob Seierø og Benny Buxbom videreudviklede vejfesterne på Bjørnsholmvej til Furesø Festival ved Furesøbad. Det blev lærerige år. For Jakob Seierø blev det starten på en tilværelse som iværksætter.
Det gik egentlig rigtig godt for Jakob Seierø. Han havde en god stilling indenfor digital sikkerhed hos Nordea. Trygt og godt. Fremtiden var sikker.
Noget ændrede sig inde i Jakob, da han sammen med Benny Buxbom etablerede Furesø Festival. Efter nogle hårde og lærerige år lykkedes det at lave en bæredygtig festival med glade, feststemte mennesker i et gigantisk partytelt på stranden ved Furesøbad.
– Det var Furesø Festival, der gav mig modet til at blive selvstændig. Jeg kunne se, at det der med regnskaber og den slags, kan jeg godt finde ud af, fortæller Jakob Seierø.
Han stiftede virksomheden Cyber Security Innovation i 2019 og flyttede ind i Furesø Iværksætterhus på Ny Vestergårdsvej.
Her løste han opgaver med digital sikkerhed for store og mellemstore virksomheder, men indgik også et samarbejde med Furesø Jobcenter om at videreuddanne ledige akademikere indenfor digital sikkerhed.
Virksomheden voksede og indtjeningen gav grundlag for at leje egne lokaler. Den 1. januar 2024 flyttede Cyber Security Innovation ind på Kirke Værløsevej 16.
Her er der plads til en gevaldig masse IT-udstyr, et helt Esportscenter til Furesø Esport, men også ekstra kontorpladser, som kan lejes, hvis man står og mangler en fleksibel kontorløsning.
Den digitale verden handler meget om psykologi
Jakob Seierø har haft overskud til at tænke ud af boksen. Han har produceret en stribe podcasts og videoindslag om digital sikkerhed.
– Det handler meget om psykologi. Alt, hvad vi gør på nettet, bliver opsamlet af de store virksomheder og brugt til at målrette, hvad du ser. Reelt har du ikke længere et frit valg, forklarer Jakob Seierø.
Podcasten: Cyber Sundhed er i rivende udvikling. Især episoden med psykolog David Madsen er populær.
”Din data er din psykologi” er den hidtil mest populære podcast. Den er også produceret som video og kan findes på YouTube.