Festival gav næring til drømmene om hjemmeskoleliv

140 voksne og børn holdt i weekenden hjemmeskolefestival ved Hareskovhytten. Privatfoto.

Hareskovhytten ved Jonstrup Vang dannede i weekenden rammen om en Hjemmeskolefestival. 140 børn og voksne fik nye venner, inspiration og næring til et liv uden en dagligdag med skoleundervisning.
Af Mikkel Kjølby
Folkeskolen er under pres af flere forskellige årsager. Det får flere og flere til at finde alternative løsninger.
I weekenden den 8. til 10. august samledes 140 børn og voksne i Hareskovhytten til en festival, som fejrede et fællesskab omkring det at hjemmeundervise sit barn.
– Det er en bevægelse, der er startet, at man hjemmeunderviser sine børn. Efterhånden er vi blevet så mange, at man er begyndt at organisere sig. Der er grupper flere steder. Her mødes man tre-fire gange om ugen, dyrker fællesskabet og laver aktiviteter og undervisning, fortæller Sahar Pour fra Hjemmeskoleforeningen Blomsterbørn.
En gruppe af fire mødre fik idéen til en Hjemmeskolefestival. Andre greb idéen. Det blev til en festivalgruppe. I weekenden gik det så løs i Hareskovhytten, som normalt danner rammen om rollespilsaktiviteter i Hareskoven.
– Vi ville gerne holde en stor fest, hvor der var plads til alle. Det blev så til en hel festival. Målet med festivalen var at skabe fællesskab og kontakter og give inspiration til nye idéer til, hvordan man kan leve, lyder det med et smil fra Sahar.
For det blev en succes.
– Vi var 140 i Hareskovhytten, men mange flere kunne ikke være der af forskellige årsager. Det er en blandet flok. Nogle har nyfødte børn. Andre har børn i skolealderen. De ældste børn er 12-13 år, forklarer Sahar Pour.

Musik og dans var en stor del af programmet ved hjemmeskolefestivalen. Privatfoto.

Festivalen var et overflødighedshorn med en række workshops som bål, træklatring, krea, drømmefangere, afrikansk dans, rollespil, samtalesalon om at være eneforsørger, et økoband, festivaldans og sågar et jazzband. Det hele sluttede søndag eftermiddag med smil og på gensyn krammere.
– Det gav os meget mere, end vi havde forventet. Det gav et fællesskab og en bekræftelse af, at man kan leve på den måde. Det gav næring til drømmen om, at man kan meget mere, fortæller Sahar Pour.
For det er naturligvis en svær overvejelse at tage sit barn ud af dagtilbud eller skole. Ikke mindst i forhold til samfundets normer. Festivalen gav næring til drømmene om at skabe sig et andet liv.
– Festivalen var essensen af drømmen om, hvad dine børn skal have. Det var meget livsbekræftende, at det godt kan lade sig gøre. Det var fantastisk at møde intelligente, succesfulde, kreative mennesker, som havde taget et valg om at gøre sådan. Det er folk, som går op i mere frihed og nærhed, siger Sahar Pour. 

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder