Fiskebækbroen – Hvor blev fokus af?

Vejdirektoratet vil støjdæmpe Fiskebækbroen med fem meter høje støkjskærme.. Her i en visualisering set fra gangbroen ved Nattergalelunden. Visualisering: Vejdirektoratet.

Ønsket om støjdæmpning af motorvejen startede med Fiskebækbroen, men Furesø Kommune nævner stort set ikke Fiskebækbroen i høringssvaret. Ifølge Anders Medum Groth handler det om at få udsat anlægsloven, så man kan få tid til at gentænke projektet.
Af Mikkel Kjølby
Længe inden der var tale om en forlængelse af Hillerødmotorvejen til Hillerød og dermed endnu flere biler gennem Furesø Kommune og endnu mere støj, nedsatte Furesø Kommune et underudvalg, som skulle arbejde med støjen fra motorvejen.
I den forbindelse opdagede forvaltningen i Furesø Kommune, at støjmodellerne ikke tog impulsstøjen fra dilatationsfugerne på Fiskebækbroen med i beregninger. Støjen fra Fiskebækbroen er altså meget værre, end støjmodellerne viser.
Dette udløste et sandt stormløb mod transportordførerne på Christiansborg. De fleste af dem tog turen til Fiskebækbroen for selv at lytte til det. I forbindelse med indgåelsen af Infrastrukturplan 2035 kom Fiskebækbroen med som det eneste konkrete støjprojekt. Med i købet kom en udvidelse af Hillerødmotorvejen til seks spor fra Bagsværd til Farum C.
Herefter er der gået år og dage med beregninger af Fiskebækbroens bæreevne. I foråret kom Vejdirektoratet miljøkonsekvensvurdering med forslag til støjdæmpning. Her foreslås det, at Fiskebækbroen støjdæmpes med fem meter høje støjskærme på begge sider. Det giver 1300 meter støjskærme. Samtidig vil man udvide til seks spor ved at inddrage nødsporet i begge retninger.
Det er langtfra så effektiv en løsning som andre forslag som tubeløsning, overdækning, højere støjskærme osv.

Sådan forestiller man sig, at Fiskebækbroen kan overdækkes med et let konstruktion. Skitse: COWI.

Furesø Byråds høringssvar opponerer ikke umiddelbart imod den valgte løsning.
Fiskebækbroen nævnes kun et sted i høringssvaret:
– At der vises en løsning, der sikrer væsentlig støjreduktion fra Fiskebækbroerne, herunder støj fra dilatationsfuger, skriver Furesø Kommune i høringssvaret.
Anders Medum Groth (B) mener dog ikke, at det kan tolkes som en accept af Vejdirektoratets forslag, da byrådet ønsker at udsætte anlægsloven med henblik på en grundigere dialog. Han vælger at tolke det som en gentænkning af projektet.
– Fra Radikale Venstre har vi hele tiden betragtet Fiskebækbroen som en af de største udfordringer. Derfor lykkedes det Rasmus Helveg Petersen at få den omtalt eksplicit i infrastrukturaftalen. Som jeg ser det, er tubeløsningen af Fiskebækbroen det eneste rigtige. Dermed indkapsles støjen her, og den ryger ikke ud over søerne og byen. Det vil jeg fortsat kæmpe for, siger Anders Medum Groth (B).
I stedet har Furesø Kommune stort fokus på en overdækning af motorvejen mellem Stavnsholtvej og Paltholmvej samt Hamborgskærme nord for denne.
Borgmester Ole Bondo Christensen har ved et foretræde for folketingets transportudvalg ønsket, at man træder på bremsen og får undersøgt muligheden for en overdækning mellem Stavnsholtvej og Paltholmvej. Desuden vil Furesø Kommune have en forlængelse af S-togslinjen fra Farum til Hillerød tænkt ind i projektet.
Det vil kræve en ny anlægslov, da man ikke når at bruge midlerne, som er afsat i forbindelse med Infrastrukturplan 2035.
En eventuel udsættelse vil også påvirke de øvrige dele af projektet med udvidelsen til seks spor og den medfølgende finansiering af støjdæmpende projekter i Værløse og Farum.
I Værløse er der lagt op til ni meter støjskærme samt markante løsninger på de åbne broer over Kollekollevej og Fiskebækvej.
– Jeg er rigtig glad for, at det ser ud til at lykkes med en markant støjskærm over Fiskebækvej, så støjen herfra ikke driver ind over Værløse. Men det rigtige havde været, at få forbundet støjskærmen her med støjskærmning over Fiskebækbroen i ét langt stræk, siger Anders Medum Groth.

Broen over Fiskebækvej med ni meter høje støjskærme. Illustration: Vejdirektoratet.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder