
Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Enhedslisten stemte for græsningsprojekt på Baunesletten. Venstre og Konservative begærede sagen i byrådet.
Af Mikkel Kjølby
Slutspillet om græsningsprojektet på Baunesletten er i gang. Onsdag vedtog et flertal i Udvalget for Natur- og Klima, en plejeplan for Baunesletten, som indbefatter et græsningsprojekt på ca. 17 hektar.
Plejeplanen indebærer, at den centrale del af Baunesletten friholdes for hegning og afgræsning. Naturplejen vil her i stedet finde sted i form af afbrænding og høslæt. I området ind mod Ryet Skov og i den østlige del af Buanesletten vil afgræsning med køer sikre bedre levesteder for blomster og urter og dermed sikre en større biodiversitet.
Der er i forslaget lagt vægt på, at de centrale stier bibeholdes, og der vil være en god afstand mellem stier og hegn.
Formand for Natur- og klimaudvalget (NKU); Lene Munch-Petersen (A) glæder sig over, at man er kommet så langt.
– Jeg er superglad for, at vi nu kan komme i gang med at skabe mere natur på Baunesletten. Det har været en lang proces, og det er ingen hemmelighed, at meninger har været delte. Vi har lyttet til de mange synspunkter, og jeg lægger vægt på, at vi også fremover kan fortsætte dialogen med alle, lyder det fra Lene Munch-Petersen.
Venstre og Konservative begærede sagen i byrådet, men det vil næppe ændre noget. Byrådsmedlem Niels Jørgen Brandt (C) ser ingen grund til at bruge så mange penge på et græsningsprojekt.
– Vi synes ikke, at der skal hegnes på Baunesletten. Det er mange penge til hegning og dyr. Generne overfor brugerne af Baunesletten er for store. Det er for indgribende og omfattende. Vi ser hellere, at man fortsætter naturplejen efter den plan, som er fremkommet fra Natur 360, siger Niels Jørgen Brandt.
Næstformand i udvalget for natur- og klima, Øjvind Vilsholm (Ø), ser projektet i en større sammenhæng.
– Naturen er trængt i Danmark. Vi har både en klimakrise og en biodiversitetskrise. Derfor har vi en særlig forpligtelse til at gøre, hvad vi kan for at beskytte de truede arter og sikre en mere rig natur her i kommunen. Med beslutningen om naturpleje med store græssere på Baunesletten tager vi et skridt i den rigtige retning, siger Øjvind Vilsholm.
Anders Medum Groth (B) mener, at eksperters meldinger er ganske sikre i denne sag.
– Vi ved fra eksperter, at helårsgræsning er den bedste form for naturpleje. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu for alvor kommer i gang med den form for naturpleje i Furesø. Her i foråret har vi besluttet at indføre helsårsgræsning ved Præstesøen og Hjortøgård, og nu er turen så kommet til Baunesletten. Jeg glæder mig til at se naturen folde sig ud lige for næsen af os, siger Anders Medum Groth.
Prisen på det justerede forslag fremgår ikke, men må formodes at lægge på samme niveau som foregående. Det vil sige 660.000 til etablering og 340.000 kr. årligt.
