Marchen mod førstepladsen blev ikke slået ud af kurs, selvom Værløse manglede fire profiler i Frederikssund.
Af Mikkel Kjølby
Med fire sejre i træk og 16 point i de sidste seks kampe har Værløse Boldklub for alvor gjort det klart for omverdenen, at holdet vil op i Sjællandsserien.
Til lørdagens kamp i Frederikssund manglede fire profiler – ikke mindst topscorer Mathias Preuthun.
Det fik træner Martin Beck til at sende Nicolai Weiergang-Olsen op som tier. Han kvitterede med to mål i første halvleg. Først et godt hug på et indlæg og siden kom han først over en returbold. Det gav Værløse en 2-0 føring ved pausen.
Frederik Falck stod helt fri foran mål og kunne dårligt undgå at score til 3-0 efter lige over en times spil, og så lukkede Nicolai Bruun-Andersen kampen fem minutter før tid, da han smækkede bolden op i nettaget med et ordentligt drøn.
Kampen bød også på debut for Anthon Thorn-Knudsen. En ung Værløse-knægt, som ifølge træneren har gode færdigheder og på sigt udvikler til en stamspiller.
-Vi var bare bedre end de andre i dag, siger Martin Beck.
Fire hold har skilt sig ud i toppen. Værløse tager imod et af de andre tophold, Frederiksværk, på Værløse Stadion lørdag den 25. oktober kl. 12
– Vi skal bruge lidt hjælp for at tage førstepladsen, men hvis vi vinder de sidste tre kampe, er vi et langt stykke af vejen, vurderer Martin Beck.
Træneren forventer, at alle fire profiler er tilbage i aktion til den vigtige topkamp.







