Flyvende fæstning forvildede sig til Værløse under anden verdenskrig

DEnne B17 landede på Fliegerhosrt Værløse under 2. verdenskrig. Foto: Inger Olsens samling.

Under tyskernes fem år lange besættelse af Værløse Flyveplads var der sjældent optræk til drama. Kun ved tre lejligheder angreb mindre engelske RAF-enheder Fliegerhost Værløse, idet den havde lav status som træningsbase.
Den 9. april 1944 var der stor aktivitet. Det skyldtes ankomsten af en amerikanske B 17 – Flying Fortress.
Punchboard var navnet på den amerikanske bombemaskine med ti besætningsmedlemmer, som ikke kendte forskellen på det danske og svenske flags farver, hvilket førte dem til Værløse.
Punchboard lettede fra Deopham Green i Østengland som en del af formation på 500 bombe og 700 jagerfly med kurs mod våbenfabrikker i Nordtyskland og polen. Punchboard kastede sine bomber over flyfabrikken Focke-Wulf i Poznan.
Hjemturen over Østersøen var en ren dødsfælde. Luftwaffe sendte 32 jagerfly efter dem og skød 30 fly ned. Punchboard blev ramt ved flere lejligheder, og da brændstofmåleren indikerede, at brændstoffet fossede ud af tanken, satte navigatøren kurs stik-nord mod det neutrale Sverige.
Det store bombefly var en uvant gæst over Sjælland, hvor danskerne flagede i anledning af påskedag. De mange flag fik besætningen til at antage, at man havde nået Sverige. Punchboard fløj ind over Virum og Holte i lav højde. Her fik piloten Ernest Racener øje på et stort fladt græsareal.
Han drejede af mod Værløse, men under landingen fik han øje på hagekors på alle de parkerede fly og drejede af.
Det udløste beskydning fra luftværnsartilleriet samt fra en tysk jager ført af Hauptmann Walter Barte. Han havde fulgt efter Punchboard siden Lolland-Falster, og ville skyde flyet ned, hvis det forsøgte at nå Sverige.
Ernest Racener beordrede besætningen til at ødelægge essentielt materiale og lagde atter an til landing på Fliegerhorst Værløse.
Besætningen blev anholdt, afhørt og delt op i officerer og menige. Skæbnen ville at officererne blev sendt til krigsfangelejren ved Barth tæt på Østersøen. Det var netop her, de tyske jagerfly var lettet fra.
Alle besætningsmedlemmerne kom godt igennem fangenskabet og vendte hjem til USA efter krigen.
Hvis man vil læse en mere grundig beretning, bør man læse Ole B. Kristensens historie i Værløseegnens Historiske Forenings Årsskrift 2015. Den kan findes online på www.vaerloesehistorie.dk

Kilde: Ubudne gæster. 

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder