Det lokale bryggeri, Barley Field, har fundet sit nye hjemsted. Sune Saabye, Jovanco Dimovski og Søren Skov er rykket ind i Flyvestation Værløses gamle Nødgeneratorrum ved Filmstationen.
Ville blive i Furesø
Barley Field boede fra 2018 til 2022 hos Bies Bryglab på Bøgmarken i Farums erhvervskvarter, men har været lidt husvilde siden ejendommen blev solgt til en ny investor.
– Vi ville blive i Furesø. Det er her, vi hører til, men vi kunne kun finde nogle meget dyre lokaler. Det så lidt sort ud en overgang. Heldigvis har jeg min gang på Filmstationen, og da jeg spurgte efter et lokale, fandt de Nødgeneratorrummet til os, fortæller Sune Saabye.
Henover sommeren er rummet sat i stand, og den 1. oktober kunne øl-kammeraterne fra Farum rykke ind i det nye lokale.
Den 9. november klokken 16 er der indflytningsfest. Det bliver med en smagsprøve på, hvad der venter i fremtiden. Barley Field serverer de første 90 liter fadøl ganske gratis, derefter skal der betales. Desuden vil der være 15 procent rabat på alt i sortimentet.
– Det er tanken, at vi vil have fast fredagsbar den sidste fredag i hver måned, siger Sune Saabye.
Hele projektet startede med nørderier omkring ølbrygning. I dag nøjes drengene med testanlægget til 100 liter. Her bliver der eksperimenteret og leget, indtil opskriften gives videre til Ølsnedkeren i Tølløse, hvor der på et stort anlæg produceres i større mængder. Herefter kommer en lastbil med tankningsanlæg og får øllet lagt på fad eller dåser.
Ude på adressen Filmtorvet 31 er der andre planer. Her skal der være smagninger og events for firmaer eller privatpersoner.
– Vi får sat et stort bord i midten af rummet. Der skal være plads til 20 personer, som kommer til smagninger. Her vil man kunne smage på vores øl, men også kigge nærmere på testanlægget og vores destilleri. Vi får også borde og stole ude foran, så vi kan lave events i forhaven. Jeg har også en drøm om at lave pop-up restaurant, fortæller Sune Saabye.
Barley Fields nørderier har nemlig udviklet sig til også at omfatte spiritus. Det startede med gin og vodka. Siden er det blevet til kaffelikør, akvavit, calvados og meget andet. Den nye lokation kalder på et helt særligt produkt.
– Nu er vi flyttet ind på en flyvestation, så vi skal lave flyversjusser. Det bliver den klassiske version med snaps og citron, siger Sune med et stort smil.
Nødgeneratorrummet
Barley Fields lokale ligger med udsigt mod Kildedal og har Filmhusene, som nærmeste nabo. Lokalet ejes af Filmstationen, som efter lukningen af Flyvestation Værløse rykkede ind i området med Flyve Materiel Kommandoens gamle bygninger som hovedsæde. Her bliver der produceret film, tv-serier, reklamer og tv-shows. Men der er også en række mindre lokaler, som lejes ud til kunstnere, håndværkere og nu også et lille bryggeri.
Nødgeneratorrummet havde en vigtig funktion i tilfælde af strømafbrydelser. I midten af rummet stod der et par gigantiske diseldrevne generatorer, som skulle tage over og holde Flyvestation Værløse kørende, hvis strømforsyningen blev afbrudt. Langs væggen stod en stor styringsenhed med flotte knapper og dimsedutter. Den er desværre blevet fjernet.
På grund af rummets funktion var der riste i væggen. De er nu lavet til vinduer. Og i loftet var der huller til udsugning. På en platform stod der olietønder og andet udstyr til brug for vedligeholdelsen og driften af de store generatorer.
1 kommentar til “Flyversjusser og kolde øl – Bryggeri er rykket ind på Filmstationen”
Lyder rigtig godt med opbygning, at det også kommer til med spiritus. Waauuu.
Der må smages.
Der er lukket for kommentarer.