Tine Loft Thomsen (Å) oplever, hvordan handicappede svigtes af et underfinansieret system. Det vil hun arbejde for at forbedre.
Af Mikkel Kjølby
Den lokale folketingskandidat, Tine Loft Thomsen fra Alternativet, har en markant mærkesag på handicapområdet.
– Jeg ser, at vores samfund ikke er indrettet til, at handicappede kan indgå i det på lige vilkår. Jeg vil så gerne have, at vi er lige. Det handler om, at kommunerne ikke har penge til at give de handicappede de tilbud, som de har brug for. Folketinget er nødt til at give midler til det, siger Tine Loft Thomsen.
I sin dagligdag oplever hun lidt af hvert.
– Jeg møder forældre til børn, som har svært ved at få det, som de har brug for. Det er både ved psykiske og fysisk handicap. Tilbuddet passer ikke til deres barn. Og når du har et barn med handicap, skal du selv være barnets sagsbehandler. Du skal selv undersøge det. Så kan det måske lade sig gøre. Det kræver at man er ressourcestærk. Hvis du ikke er i stand til at finde det frem, så står du immervæk dårligere end hvis du kunne, forklarer Tine Loft Thomsen.
Lokalt i Furesø Kommune oplever Tine Loft Thomsen store problemer i kølvandet på den store organisationsændring på rådhuset.
– Jeg ved, at der er massive problemer. Jobcenteret har skiftet ud i sagsbehandlerne. Unge mennesker står uden sagsbehandlere og kan ikke komme i gang med deres liv, siger Tone Loft Thomsen, som igen peger på, at kommunerne ikke får nok økonomi fra statens side til at løfte opgaverne.
Om økonomi er årsagen til, at Furesø Kommune insisterer på at drive Humlehaven under dagtilbudsloven og ikke Barnets lov er ikke til at vide. Men tilbage står, at børnene nu går i et almindeligt dagtilbud.
– Når vi tager børn hjem fra specialtilbud og sætter dem i kommunale tilbud, er vi nødt til at sikre os, at de kommunale tilbud dækker barnets behov. Jeg har forsøgt at forsvare Humlehaven og sætte foks på den sag via Alternativets Helene Brydenholt i Folketinget. Vi har stillet Undervisningsministeren paragraf 20 spørgsmål, fortæller Tine Loft Thomsen.
I politik for at gøre en forskel
Tine Loft Thomsen er blevet politisk aktiv for at gøre en forskel. Ikke mindst på de områder, hvor hun kan se, at tingene ikke fungerer.
– Jeg er i politik, fordi jeg kan se, at noget ikke fungerer. Jeg kan se, at det ikke fungerer på handicapområdet. Det er familier, som vi skal passe på, for ellers mister vi dem, og så går det udover deres søskende. Vi kan ikke være bekendt ikke at behandle dem ordentligt, siger Tine Loft Thomsen, som kun kan se en løsning. Og det er bedre økonomiske rammer for kommunerne.
Spørgsmålet er så om kommunerne vil bruge dem til formålet.
– Selvfølgelig er min løsning, at der skal flere penge til. Men vi er nødt til at sætte ordentlige økonomiske rammer. Øremærkede penge komme med Bloktilskuddet. Hvis kommunen mangler penge på ældreområdet, kan de bruge dem på ældreområdet. Løsningen er, at vi kommer af med service og anlægsloftet, så kommunen får lov til at bruge den økonomi, som de har. Folketinget skal have tillid til at kommunerne kan løfte opgaven. I dag er kommunerne bundet på hænder og fødder, fordi de ikke har fået den økonomi, der skal til for at løfte opgaven, vurderer Tine Loft Thomsen.







