Folketingsmedlem træder ind i bestyrelsen for Børnehuset SIV

Matilde Powers (nr 3 fra venstre) træder ind i Børnehuset SIvs bestyrelse. Foto: Børnehuset SIV/ Anja Hofgaard.

Børnehuset SIV har fået et par stærke bestyrelsesmedlemmer i form af Louise Bligaard Winther, Socialrådgiver på Rigshospitalet og Matilde Powers, Medlem af Folketinget for Socialdemokratiet.
Børnehuset SIV har de sidste mange årtier været en lokal hjertesag i Farum. Først i det gamle SIV-hus på Alfred Sørensens Vej og de senere år i Kildehuset på Farum Hovedgade. Her er der tid og hjerterum for sårbare børn i alderen 0 til 6 år – og deres forældre.
Nu har Børnehuset Siv fået nye bestyrelsesmedlemmer. Louise Bligaard Winther, Socialrådgiver på Rigshospitalet og Matilde Powers, Folketingsmedlem for Socialdemokratiet er trådt ind i SIVs bestyrelse.
– Vi er så glade for, at I vil være med og bidrage med fortsat at sikre et Siv, der giver støtte, aflastning og pause fra sygdom til børn og deres forældre, skriver Børnehuset SIV på facebook.
Matilde Powers er uddannet sygeplejerske og har arbejdet på Rigshospitalets Børneafdeling. Hun blev i 2107 valgt til Furesø Byråd og i 2022 til Folketinget for Socialdemokratiet.
– Da jeg blev spurgt, om jeg ville være med i bestyrelsen, tog det mig ikke lang tid at sige ja, trods min travle hverdag. Jeg har altid syntes, at SIV gjorde et meget vigtigt stykke arbejde, som den eneste institution i landet for børn med alvorlig sygdom, fortæller Matilde Powers.
Det ligger hende på sinde, at også alvorligt syge børn kan have en normal hverdag.
– Allerede for 20 år siden, da jeg var sygeplejerske på børnekræftafdelingen På Rigshospitalet passede jeg familier, der gjorde brug af institutionen, og hørte hvilken forskel den gjorde for dem; at de fortsat kunne have en forholdsvis normal hverdag, og at deres barn stadig kunne lege med andre børn. Siden har jeg fulgt institutionen tæt i min tid i Furesø Byråd – og har også oplevet, hvordan den flere gange har kæmpet for at overleve. Den kamp og det arbejde vil jeg meget gerne gøre mit for at bidrage til, forklarer Matilde Powers.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *