Et alkoholmisbrug førte til en depression og en livskrise. Med god hjælp fra Furesø Jobcenter og Fontænehuset kom Jens på fode igen.
Alle kan blive ramt af en livskrise. Når det rammer, er der brug for en vej tilbage. For Jens Rosenkvist Kjeldsen gik vejen over et havehold hos Fontænehuset.
– Jeg skylder Fontænehuset en kæmpe tak. Uden dem havde jeg ikke været, hvor jeg er i dag. Det er fantastiske mennesker, som virkelig har noget at byde på. Det er guld værd, siger Jens Rosenkvist Kjeldsen med grøde i stemmen.
I dag er Jens Rosenkvist Kjeldsen kirkegårdsgartner på fuld tid. Han trimmer, nusser og plejer området omkring Farum Kirke. Og nyder det i fulde drag.
– Jeg havde ikke regnet med at komme tilbage på jobmarkedet. Det her er fantastisk. Jeg nyder at arbejde udendørs. Indimellem stopper jeg op og nyder udsigten, forklarer Jens og skuer ud over Farum Sø.
Alkoholmisbrug førte til lavt selvværd og depression
Jens voksede op og havde en dejlig barndom i Farum. Han gik på Solvangskolen. Han tog en erhvervsuddannelse som VVS-montør, men kom ikke ind i faget. I stedet blev han ansat som servicemedarbejder i Farum Midtpunkt.
Det var et godt job. Der var ikke noget at klage over. Tiden gik. Jens blev en del af miljøet omkring det lokale værtshus.
– Jeg gik hen og fik mig et alkoholmisbrug. Det skete lige så stille over en årrække. Jeg hyggede mig med at drikke i muntert lag. Jeg var mandagssyg og fredagssyg. Jeg begyndte at få en del fravær fra arbejdet, fortæller Jens.
Arbejdet reagerede. En leder spurgte om Jens havde et alkoholmisbrug. Han benægtede. Ikke lang tid efter gik det galt.
– En dag brød jeg sammen og erkendte det hele. Jeg fik masser af hjælp af min arbejdsplads og kom i professionel behandling for alkoholmisbrug. Det gik smaddergodt med det. Jeg kom tilbage på arbejdet, men der var stadig et eller andet galt med mig. Jeg havde stadigvæk mange sygedage. Det endte med, at jeg blev opsagt, fortæller Jens Rosenkvist Kjeldsen.
Han kom videre som chauffør, men der gik ikke længe, før han blev ramt af tankemylder og hjertebanken.
– Det blev så slemt, at jeg ringede til Psykiatrisk Center Ballerup. Jeg blev indlagt og afklaret. Jeg havde en middelsvær depression. Den havde jeg skjult ved at drikke den væk, forklarer Jens.
Han kom ind i et pakkeforløb med læge, psykolog, gruppeterapi og enkeltterapi.
– Jeg havde et ufatteligt lavt selvværd, konstaterer han med en sigende mine.
Jens kom på understøttelse og havde svært ved at se en vej tilbage til arbejdsmarkedet. Men så fik han ny sagsbehandler, som fik en god idé.
– Dengang havde Fontænehuset et team, som udførte havearbejde for private. Jeg kom med et sted, hvor jeg følte mig værdsat på en måde, som jeg ikke havde gjort ind til den dag. Her foregik det på ens egne præmisser. Desværre er det havehold nedlagt pga. kommunale besparelser, fortæller Jens.
Sagsbehandleren tog det næste skridt. Jens blev sat i forbindelse med kirkegårdsleder Brian Worm Jensen, som godt kunne bruge et par ekstra hænder nogle timer hver uge.
– Jeg startede på to gange to timer hver uge, men det gik skidegodt, og jeg kom stille og roligt op i tid. En dag blev jeg tilbudt fuld tid med støtte fra Furesø Kommune. Og en dag kom Brian og spurgte om jeg ville have en vikarstilling i et år. Jeg var ikke til at skyde igennem. Vikarstillingen blev til en fast stilling. Jeg har det fantastisk. Jeg nyder mit arbejde. Det er gode kollegaer, som tog imod mig på mine præmisser, fortæller Jens.
Så nu sidder han der og varmer sig i eftermiddagssolen efter arbejdstid. Han kigger ud over Farum Sø. Det har været en vild rejse. Jens har det godt, men noget er anderledes.
– Ingen tvang mig til det. Det var mig selv, der ville have hjælp. Jeg ville ikke have det sådan. Undervejs har jeg skiftet personlighed. Jeg var meget ekstrovert. I dag er jeg blevet introvert. Jeg har brug for at tage hjem og være for mig selv. Jeg har lært mig selv at kende på en anden måde. Det er noget mærkeligt noget, siger Jens Rosenkvist Kjeldsen med et smil.
1 kommentar til “Fontænehusets havehold gav Jens en vej tilbage”
Det er altid fantastisk at læse om hvordan Fontænehuset hjælper mennesker videre fra en svær periode, og tilbage til et liv der giver mening og kvalitet for dem der er del af huset.
Som tidligere medlem af Fontænehuset Furesø som selv har haft et forløb fra nul ressourcer til nu være et sted hvor flere personer virkelig skal løbe for at følge med i energi, så gør det mig så glad på vegne af dig Jens.
Du er sej, og håber alt det bedste går dig i møde.
Der er lukket for kommentarer.