Forslag – Brug dåvildt til naturpleje i dyrehave ved Farum Sø

Bjarne Clausen ser en mulighed for at skabe en dyrehave med dåvildt ved Farum Sø. Foto: Naturstyrelsen.

Biolog Bjarne Clausen fra Claus Nars Holm kommer med et radikalt anderledes forslag til naturpleje ved Farum Sø. Han foreslår at sætte dåvildt ud i et indhegnet område på 100 hektar.
Af Mikkel Kjølby
Bjarne Clausen har boet på Claus Nars Holm i Farum Sø i mere end 50 år, men er også biolog og har gjort sig sine erfaringer fra hele verden.
Han har fulgt debatten om græsningsprojektet på Baunesletten og er kommet frem til, at når et forslag som kvæggræsning på Baunesletten er kørt så fast, som det er, kan der være behov for at nytænke. Derfor kommer han med et forslag om dåvildt som naturplejere i Naturpark Mølleåens sydøstlige del.
– Der er bred enighed om, at afgræsning kan være en vigtig del af naturplejen, men udsætning af store græssere kan også skabe usikkerhed, bekymring og modstand. Dette gælder også for forslaget om at bruge kvæg som en del af naturplejen på Baunesletten, siger Bjarne Clausen.
Han ser til gengæld muligheder i planerne for urørt skov i Ryet Skov.
– Området omkring Baunesletten er udlagt som urørt skov. Sådanne områder vil med tiden vokse sig tætte, og der er ingen tvivl, at græsning her vil gøre området mere tilgængelig for besøgende. En mulighed kunne være at udsætte dåvildt til at foretage den ønskede afgræsning. Dåvildt vil erfaringsmæssigt søge mod de store græsflader og gøre urørt skov mere lysåbent og brugervenligt. Erfaringer eks fra Dyrehaven viser at dåvildt ikke giver anledning til konflikter med publikum, fortæller Bjarne Clausen.
Der er forskel på kvæg og dåvildt. Dåvildt kan umiddelbart forvaltes som i Dyrehaven via Lov om Jagt og Vildtforvaltning.
-En større dyrehave, der inkluderer Baunesletten, kan være med til at stadfæste Naturpark Mølleåens værdi som naturområde, vurderer Bjarne Clausen.

Få kilometer hegn giver 100 hektar dyrehave
Der har været stor modstand imod planerne om at indhegne Baunesletten, men dåvildt er ikke kvæg. Når man kan bevæge sig frit i Dyrehaven, så kan man også på Baunesletten.
– At man, som i Dyrehaven, skal gennem en låge for at komme ind i en naturpark, bør ikke i sig selv kunne give anledning til modstand. Etablering af dyrehaver kan være forbundet med udgifter til hegn, men forholdene ved Baunesletten er således at man kan skabe et aflukket område på cirka 100 hektar med kun få kilometer nyt hegn og få låger, siger Bjarne Clausen.
Han vil lade Hestetangsrenden være grænsen mod vest, og Farum Sø grænsen mod nord, og så S-togsbanen fra Fiskebæk til Ryetvej som den østlige grænse. Her skal blot etableres færiste ved indkørslen under motorvejsbroen ved Fiskebæk og ved tilkørslen til Baunegården under S-banen. Men så er der grænsen mod syd.
– Sydgrænsen kunne udgøres at et vildthegn, startende lige nord for Sækkedamsvej, hvor den i øst begynder ved viadukten under S-banen og fortsættende lige nord for vejen mod vest de knap fire kilometer, hvor kørevejen passerer Baunesletten, Sækken og Præsteskoven, indtil vildthegnet når de hegnede ejendomme vest for Præsteskovsvejen. Nord for ejendommene er der adgang for vildtet til Sortemosen. Her skal der kun hegnes øst for spejderhytten, forklarer Bjarne Clausen, som ser et behov for låger på de syv stier, der går nordpå mod Farum Sø.

Bjarne Clausen har tegnet det nødvendige dyrehegn op med sort farve. Der giver 100 hektar dyrehave.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *