Hyggelig naturpleje er på vej til Nørreskov Park

Social afgræsning handler om at skabe biodiversitet og hygge.

Et spændende nyt projekt er ved at tage form i Værløse. “Naturhyrderne på Nørreskov Park” vil lade æsler i flytbare folde afgræsse Værløses centrale åndehul.
Hvis alt går vel, vil et par tamme æsler indtage Nørreskov Park Byfælledm når der er givet tilladelse til det. Ikke i en permanent fold, men i små og flytbare folde markeret med pæle og snore.
Projektet kombinerer bæredygtig naturpleje med sociale fællesskaber og har potentiale til at blive en model for fremtidens biodiversitetsprojekter.
Frivilliggruppen Nørreskov Park Byfælled består af engagerede beboere, der gennem årene har gjort en imponerende indsats for at fremme biodiversiteten og skabe liv i området.
Gruppen har blandt andet etableret kvashegn, skabt stenbunker, arrangeret naturdage og slået græs med le – alt sammen for at pleje naturen og engagere lokalsamfundet.
– Vi har altid drømt om at få græssende dyr på Byfælleden, fortæller en repræsentant fra frivilliggruppen.
-Det har dog virket som en stor udfordring, da området er omgivet af huse og flittigt brugt af hundeluftere og andre beboere. Men ideen om at være Naturhyrder har givet os et nyt perspektiv og en konkret plan.

Et samarbejde mellem frivillighed og naturpleje
Samarbejdet mellem frivilliggruppen og Naturtalenterne har gjort drømmen om græssere mulig. “Naturhyrderne”, som er baseret på idéen om social afgræsning, handler ikke kun om naturpleje, men også om at bringe mennesker tættere på naturen og hinanden. Med tamme æsler og heste som omdrejningspunkt skabes et fællesskab, hvor både naturen og lokalsamfundet styrkes.
– Det her projekt med to æsler bygger på tanken om at gøre en indsats for biodiversiteten i det små og lokale, hvor selv mindre områder kan komme i spil, siger Nanna Rugh Wrangel fra Naturtalenterne.
– Tænk, hvor spændende det bliver at se, hvilken forskel vores to æsler kan gøre på området.

Frivillige står for det daglige dyretilsyn
Mens dyrene er på Byfælleden, er det de frivillige fra Nørreskov Park, der skal stå for det daglige tilsyn med dyrene. Det indebærer blandt andet at sikre, at dyrene har det godt, og at alt fungerer som planlagt. Naturtalenterne og Nanna bevarer dog det overordnede ansvar for dyrene og sikrer, at dyrene trives, og at projektet kører efter planen.
Frivilliggruppens og Naturtalenternes engagement har allerede båret frugt. Danmarks Naturfredningsforening Furesø har bevilliget penge til projektet, som skal bruges til mobile indhegninger, læskur og vandtrug, så dyrene kan græsse sikkert og komfortabelt.
Naturhyrderne kan blive en realitet
– Vi har fået fantastisk respons fra kommunen og føler os godt på vej. Nu venter vi på tilladelsen, så vi kan tage de næste skridt, fortæller Frivilliggruppen Nørreskov Park Byfælled.
Projektet har fået solid opbakning fra både kommunen og lokalsamfundet, og der er stor optimisme omkring, at “Naturhyrderne på Nørreskov Park” kan blive en vigtig del af biodiversitetsarbejdet i området. Frivilliggruppen og Naturtalenterne ser frem til snart at kunne byde de tamme æsler velkommen på Byfælleden og tage hul på dette spændende kapitel for natur og fællesskab i Værløse.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder