
Onsdag den 29. januar kl. 19.30 kan alle komme og høre madhistoriker Nina Bauer fortælle om fremtidens mad på Den Gamle Skole i Smedegade i Kirke Værløse.
Der går en lige linje fra den stigende industrielle produktion og dermed indtaget af ultraforarbejdet mad, hvor man ikke kan gennemskue, hvad den er sammensat af, og til årtiers forskning i forbindelse med rumforskning.
Under rumkapløbet i 1960’erne og 1970’erne eksperimenterede både NASA og det sovjetiske rumprogram med dehydreret og frysetørret mad på tube og i terninger og det foregår stadigvæk.
Fødevareindustrien nede på jorden lader sig også inspirere af rumforskningen og undersøger for eksempel muligheden for 3D-printet mad, vægtløs plantedyrkning uden jord og proteiner udvundet af luft.
Men smager det godt? Er det sundt? Og giver det mening at opfinde nye industriprodukter i stedet for at udvikle brugen af velkendte, rene råvarer?
Kom og hør et tankevækkende oplæg ved Nina Bauer, som er cand.mag. med speciale i madhistorie.
Der vil blive serveret gammeldags æblekage, kaffe og te.
Pris: 30 kr. for medlemmer og 60 kr. for gæster. Alle er velkomne.