Frisørsalon er lukket efter 27 år på Værløse Bymidte

Dress Hair Design er sat til salg med afståelse på www.butiksshop.dk

Dress Hair Design er lukket, og salonen er sat til salg efter 27 år på Værløse Bymidte. Centerforeningens formand, Søren Engberg, iler med et tak for godt samarbejde.
Af Mikkel Kjølby
Familien Dress har drevet frisørsalon på Værløse Bymidte i flere menneskealdre, men nu er det slut.
Anja Dress meddeler via et opslag på butiksdøren, at salonen er lukket, samt at hun ikke kommer tilbage og driver salonen.
Salonen er sat til salg med såkaldt afståelse.
Centerforeningens formand, Søren Engberg, iler med et tak til Anja Dress for de mange gode år på Værløse Bymidte.
– Vi vil gerne takke for mange års fint samarbejde og ønske Anja god bedring samt held og lykke fremover. Hun har været selvstændig frisør i rigtig mange år og har derfor opbygget en stor og loyal kundekreds, siger Søren Engberg.
I dag er adressen Bymidten 110, men i sin tid startede salonen i det lille butiksstrøg ned mod Værløse Station. Anja overtog forretningen fra sin mor Lilli og flyttede salonen op til gågaden.
Anja Dress skriver på butiksdøren:
– Jeg vil sige stor tak til alle kunder, der gennem de sidste 27 år har støttet mig. Jeg kommer til at savne jer, skriver Anja Dress og angiver helbredet som årsag til stoppet.
Bymidten 110 er en del af ejendomsporteføljen hos Fokus Nordic (tidligere Deas-asset management og Nordeaejendomme red.)
Netop denne udlejer har i forvejen fire ledige lejemål på Værløse Bymidte. Senest stoppede Lisbeth Vang med tøjforretningen lige overfor Dress Hair Design i vinters.
Søren Engberg ser gerne, at udlejeren får lejet butikslokaberlen ud hurtigst muligt.
– Vi håber, at udlejeren af lokalet snart finder en ny lejer, der kan bidrage til bymidtens alsidige butiksmix, lyder det fra Søren Engberg.
I mellemtiden er salonen sat til salg med afståelse på sitet: www.butiksshop.dk
Her fremgår det, at salonen er indrettet med 3 vaskestole og 6 betjeningspladser.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder