Efter flere år med lavt indbrudstal eksploderede det i 2. kvartal. Furesø er nummer 1 på Bolius.dks liste over kommuner med flest indbrud pr. husstand. Lars Carstensen (K) vil have handling.
Med 71 indbrud i 2. kvartal fik Furesø-borgerne – og efter alt at dømme ikke mindst husejerne i Hareskoyby – en påmindelse om de skyhøje indbrudstal i 2016/17.
Den konservative viceborgmester Lars Carstensen kræver handling.
– Det er alarmerende at høre, at Furesø har landets højeste indbrudstal. Siden jeg første gang tog fat på indbrudsdagsordenen i 2017, har kommunen arbejdet med forebyggelse, men det er tydeligt, at indsatsen ikke er tilstrækkelig. Jeg ser frem til at høre, hvilke konkrete tiltag borgmesteren vil iværksætte for at sikre en varig forbedring, siger Lars Carstensen.
Borgmester Ole Bondo Christensen (S) er ærgerlig over de mange indbrud, men minder om, at indbrudstallet er meget lavt i forhold til 2016.
– Furesø har gennem de seneste 5 år oplevet en halvering af antal indbrud i kommunen. Vi har haft et godt samarbejde mellem politi, grundejerforeninger og kommunen om dette. Derfor er det rigtigt ærgerligt, at vi i visse dele af kommunen har oplevet en vækst i indbrudstallet hen over sommeren, siger Ole Bondo Christensen og fastslår følgende:
– At forebygge indbrud er et langt sejt træk, hvor vi må arbejde sammen på tværs: Politiet, borgere, grundejerforeninger og kommunen.
Furesø Kommune tilbyder i samarbejde med politiet tryghedsvandringer, hvor politiet og en medarbejder fra kommunen kommer ud i de i de områder, der er ramt af indbrud – for at oplyse om, hvordan man bedst muligt kan forebygge indbrud. Desuden er kommune med til at udbrede nabohjælp og formidle rådgivning om, hvordan man bedst muligt tyverisikre sin bolig. De kommunale medarbejdere, der kommer rundt alle dele af kommunen, er instrueret i at holde øje med, om der foregår noget mistænkeligt, så de i givet fald kan kontakte politiet.
1 kommentar til “Furesø på 1. plads over indbrud – Konservative kræver handling”
Hvor er det dog en utrolig plat kommentar fra den konservative politiker. Hvad mon han selv har gjort?
Der er lukket for kommentarer.