Sidste sæsons generationsskifte kostede en nedrykning, men Furesøs håndboldherrer vil tilbage i 2. division.
Af Mikkel Kjølby
Sæson 24/25 blev lang og trist for Furesø Håndbolds herrehold i 2. division. Et planlagt generationsskifte kostede selvtillid og endte med en nedrykning til 3. division efter mange tætte nederlag.
Sæson 2025 bliver kort og skal meget gerne resultere i en tilbagevenden til 2. division.
3. division Øst er delt ind i fire puljer med seks hold. Efter et grundspil med ti kampe mødes puljevinderne i finaler om to oprykningspladser. Her skal Furesø være med!
I hvert fald hvis det står til træner Morten Haupt Petersson og spillerne.
– Vi skal rykke op. Det er det spillerne vil, og det er det, jeg vil. Vi vil spille med i toppen, siger Morten Haupt Petersson.
Furesø har mistet Jacob Zøhler og Christoffer Dahl, men har fået tre rutinerede kræfter tilbage i form af Andreas Haase, Kristoffer Skræddergaard og Jens Tønder. Det tilfører rutine og kvalitet til den kæmpestore trup på 36 spillere fordelt på tre hold.
– Det handler om at blive ved med at udvikle på det. Vi er 36 spillere igen i denne sæson. Vi er ikke blevet færre end i sidste sæson, fortæller Morten Haupt Petersson.
Furesøs førstehold fik den ønskede sæsonstart med en klar sejr på 29-20 over Roskilde 2 i Værløsehallen lørdag eftermiddag.
Men rusten skulle lige bankes af i forsvaret. Furesø fik ikke fat i de første 30 minutter. Det stod 13-13 ved pausen, men så blev der justeret på nogle ting.
Furesø fik lukket totalt af i forsvaret. Det gav en række nemme kontramål. 13-13 blev til 22-14, og så var kampen lukket.
– Vi har godt af at komme ned og finde rytmen igen, siger Morten Haupt Petersson.







