Furesøs Hjerte er fremtidssikret

Bakaos er færdig med at renovere Furesøs Hjerte. Nu vil den sprede skønhed og glæde de næste mange år. Foto. Bakaos.

Bakaos har lagt sidste hånd på renoveringen af Furesøs Hjerte.
Tilbage i 2018 fik kunstneren Bakaos en vild idé. Med støtte fra lokale firmaer fik hun transporteret en 2 tons tung sten til Furesøbad, hvor den blev løftet på plads på et græsbeklædt stengærde lige ved indgangen.
I de følgende måneder sad Bakaos og skabte kunst på stenen, men fik sig også en snak – eller tusind – med gæsterne på Furesøbad.
Efterhånden som værket tog form, stod det klart, at der var tale om en kærlighedserklæring til området, hvor Barbara Kaad Ostenfeld er vokset op.
Navngivningen var ligetil. Kunstværket fik navnet: Furesøs Hjerte.
I fem år spredte kunstværket glæde og hygge på Furesøbad. En lejlighed til at stoppe op og genkende elementer og få en snak med venner og familie om motiverne.
Næsten seks år er passeret. Vind og vejr samt hærværk har taget på stenen.
I 2023 satte Furesø Kommune penge af til en renovering af Furesøs Hjerte. Arbejdet gik i gang i efteråret 2023, men stenen blev pakket ind for vinteren og ud igen, da foråret kom. Bakaos har arbejdet på stenen lige siden. Onsdag den 4. september kom så meldingen.
– Nu er jeg i mål. Stenen har fået de sidste lag lak i dag, teltet er fjernet og nu hænger der afspærring rundt om stenen, indtil engang i næste uge for at sikre at stenen at ingen rører ved/kravler på stenen, førend den er helt tør, siger Bakaos.
Det er også med en smule vemod. For der er noget særligt ved at arbejde i så smukke omgivelser.
– På den ene side er det dejligt at jeg er færdig, men det er også med en del vemod, da jeg elsker at sidde at arbejde på Fursøbad. Jeg har mødt så mange skønne mennesker og haft mange dejlige snakke. Når solen har skinnet, og folk er strømmet til det populære badested, så har energien herude været helt i top, forklarer Bakaos.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder