
U15-pigerne fra Furesø Håndbold lavede The Double. For to måneder siden vandt de pokalfinalen. Søndag eftermiddag tog de også finalen i Final 4 om Sjællandsmesterskabet.
Af Mikkel Kjølby
Furesø Håndbold har igennem årene haft mange stærke ungdomshold, men noget kunne tyde på at årgang 2009-10 hos pigerne, er noget helt specielt.
For to måneder siden vandt holdet en tæt pokalfinale over Hillerød, men man havde alligevel ikke de store forhåbninger om også at vinde slutspillet for U15 1. division A. Holdet sluttede som nummer to i puljen.
Faktisk tabte holdet den første kvartfinale til Ajax med fire mål, men tog revanche på hjemmebane med en sejr på otte mål.
Dermed var Furesø klar til Final 4 i Roskildehallerne. Her stod den på semiifinale imod Hillerød. Det blev lige så tæt som i pokalfinalen, men Furesø trak igen det længste strå med 24-21.
I finalen søndag eftermiddag var modstanderen HIK, som gik ind til kampen som favoritter. Igen blev det tæt.
Furesø kom foran 8-6, men HIK trak fra til 13-10. Furesø kæmpede sig tilbage og kom på 21-21 med et minut igen. Så fulgte en god forsvarsindsats, som gav bolden til Furesø med 15 sekunder tilbage.
Sekunderne tikkede ned, indtil Frederikke Weywadt tog sagen i egne hænder. Hun kom i duel på midten, kom på kant og gik forbi og ind over stregen, hvorfra hun scorede til 22-21 med tre sekunder tilbage af kampen.
– Vi kæmper rimelig meget med det, men med god vilje og holdindsats vinder vi kampen, siger træner Casper Jensen og fortsætter:
– Vi havde ikke regnet med det, men vi havde håbet på og drømt om det. Vi er mange førsteårs og har haft mange skader. Vi havde nedjusteret forventningerne lidt og bare glade for at være med. -Vi har fået et hold, som har knoklet for det og rykket sammen i bussen, da det brændte på. Det er et hold, som vinder det. Jeg er superstolt over holdet, lyder det fra Casper Jensen.
To af spillerne har haft en ekstra god uge. Anna Lindahl og Isabel Boysen blev for nogle dage siden udtaget Dansk Håndbold Nationale Samling for U15-piger den 14. til 18. maj i Skærbæk.