Forpagter af Restaurant Furesøbad, Michael Bay Olsen, holder fast i traditionen med fyrværkerisalg fra overdækningen ved Furesøbad.
Der bliver efterhånden færre og færre steder med fyrværkerisalg, men et sted i Furesø fortsætter traditionen. Furesøbads overdækning danner rammen om salget af nytårsløjer, batterier, knaldperler og alt andet til en god nytårsaften.
-Vi har det store sortiment fra Royal Fireworks. Der er noget for enhver smag. Lige fra de store batterier til noget til de mindste, siger Michael Bay Olsen.
I tråd med de forrige 18 år er det personalet i Furesøbads kiosk, som står for salget. Derfor er der også noget ekstra til børnene.
– Der er popcorn og slush ice til børnene, mens forældrene kigger på fyrværkeri, siger Michael Bay Olsen.
Salget kommer for alvor i gang den 27. december og frem til og med den 30. december vil der være åbent fra kl. 10 til 19. den 31. december er der åbent fra klokken 10 til 16.
Fyrværkerisalget ved Furesøbad startede i 2005 – året efter katastrofen i Seest, hvor en fyrværkerifabrik røg i luften.
De nye og meget restriktive regler for fyrværkerisalg fik Michael Bay Olsen til at overveje salg ved Furesøbad, hvor stranden gav mulighed for den nødvendige sikkerhedsafstand. Michael tog kontakt til cykelhandleren på Farum Bytorv, som måtte opgive fyrværkerisalg og gav ham en kontakt til en forhandler.
I 2005 blev der ikke solgt store mængder fra Furesøbad, men det tog efterhånden fart. Michael blev dog træt af den danske fyrværkeribranche.
– Jeg fandt ud af, at jeg kunne købe det ude i Kina, så jeg rejste derud og bestilte en container fyldt med fyrværkeri, fortæller Michael Bay Olsen.
Containerne til opbevaring blev lånt hos City Container, som dog stejlede lidt, da Michael ringede og fortalte, at hen blev nødt til at bore hul i containere, da der skulle føres en vandslange ind i forhold til brandslukning, men Michael Henriksen sagde ok for det.
I 2007 stiftede Michael et selskab med det formål at importere fyrværkeri fra Kina. Det blev snart overflødigt, idet reglerne for fyrværkeri blev strammet året efter. Nu skulle hver enkelt slags raket eller batteri godkendes, så kunne det ikke betale sig at importere det selv.
I stedet udvidede Michael samarbejdet med Royal fireworks. Med årene er der kommet mere og mere til.
– Vi har gode rammer om fyrværkerisalg. Ikke mindst i forhold til sikkerhedsafstand. Vi har en hel sø, som danner sikkerhed om fyrværkeriet, siger Michael Bay Olsen.