Gasværket – ufatteligt at der ikke skete ulykker

Gasværket er i dag fritidshjem. Det blev lavet i 1926 som gasværk.

Gasværket i Hareskovby har haft flere funktioner for lokalbefolkningen. Fra praktiske til dramatiske til hyggelige funktioner.
I dag hygger Hareskovbys børn sig efter skole i FFO´en på Gasværket i Hareskovby. Faktisk har der været børneinstitution på den fantastiske lokation mellem fodboldbanerne og Lille Hareskov siden 1977.
Gasværket var rent faktisk et gasværk. Det blev opført i 1926 af murermester P. Koch for ingeniørfirmaet Edward Rasmussen. Produktionen af gas begyndte den 13. september 1927 med Ingeniør Marker som bestyrer. Værket producerede gas frem til 1937. Tre år forinden havde Værløse og Farum Kommuner overtaget driften af værket med henvisning til mange uregelmæssigheder i driften. I 1935 blev der lagt en hovedledning fra gasværket i Hareskovby til Herlev, som også kom med som ejer.
Flere lokaler borgere har berettet til Værløse Historiske Forenings Årsskrift om farlige situationer i forbindelse med gamle komfurer, utætte rørledninger og dårligt tilsyn. En enkelt konstaterer tørt ”Ufatteligt at der ikke skete ulykker.”
I 1937 overtog A/S Strandvejsgasværket forsyningen af området fra ledningsnettet ved Skovdiget. Gasværket i Hareskovby blev derefter brugt som trykforøgerstation og fordelerstation til kommunen. Det sluttede først i 1969, da det fælleskommunale forsyningsselskab I/S Nordvestgas blev opløst.
Gasværket har haft andre interessante benyttelser. Under 2. Verdenskrig holdt den lokale modstandsgruppe sine møder i Gasværket med ingeniør Prior som velvillig vært.
Og så har det legendariske rockband Gasolin givet koncert i Gasværket.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder