Gedevasevangs formand vil have besparelse fjernet

Birte Jakobsen, formand for Aktivitetscenter Gedevasevang, vil have Furesø Byråd til at fjerne en besparelse på 700.000 kroner på aktivitetscentrene.

I kølvandet på balladen i bestyrelsen og den nye aftale med Furesø Kommune ser formanden for Gedevasevangs bestyrelse, Birte Jakobsen, gerne, at Furesø Byråd ruller de planlagte besparelser tilbage.
Af Mikkel Kjølby
Der er atter kommet nogenlunde ro over dagligdagen på Aktivitetscenter Gedevasevang efter en begivenhedsrig august måned.
Der er indgået en ny aftale med Furesø Kommune, hvilket sikrer fremtiden for centeret, men dermed vokser træerne ikke i himlen.
Tilbage står en planlagt besparelse på Aktivitetscenter Gedevasevang og Aktivitetscenter Skovgården på 700.000 kroner i 2026 og årene frem. Det er ud af et budget for aktivitetscentrene på lige under 6,5 mio. kr.
Det får nu Birte Jakobsen, formand for Aktivitetscenter Gedevasevang, op på barrikaderne.
– Når jeg ser på budgetforliget, skal Skovgården og Gedevasevang spare næsten ¾ mill.kr. For Gedevasevang betyder det 10% af et i forvejen stramt budget, siger Birte Jakobsen.
Den nye aftale om Gedevasevang lægger op til flere aktiviteter og mere forebyggende indsats, men besparelsen peger i den anden retning.
– Skovgården og Gedevasevang arbejder dagligt med forebyggelse, hvilket gør, at vi ældre selv kan klare hverdagen i rigtig mange år I
aftalen står bl.a. at vi skal have flere nye aktiviteter og samarbejde med kommunen om sundhedsfremme og forebyggelse. Jeg regner derfor helt klart med, at den indgåede aftale medfører, at der bevilges ekstra midler, forklarer Birte Jakobsen.
Lene Bang (A), Helle Vallentin (Ø) og Lars Carstensen © trådte ud af Gedevasevangs bestyrelse med en melding om, at det kommunale driftstilskud kunne blive fjernet, hvis dagsordenspunktet om mistillid til formanden, Lene Bang, blev fastholdt ved bestyrelsesmødet den 4. august. Ved den lejlighed blev det ifølge Birte Jakobsen pointeret, at de tre partier stod for 15 ud af 21 pladser i Furesø Byråd. De tre politikere trådte ud af Gedevasevangs bestyrelsen, men vil nu gerne tilbage.
– Jeg appellerer til, at de tre politikere bruger de 15 mandater de repræsenterer til at få fjernet den enormt store besparelse, som vil ramme kommunens to aktivitetscentre, lyder det fra Birte Jakobsen.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder