65-70 frivillige fra Værløse BasketBall Klub lagde omkring 450 timer i at afvikle torsdagens andskamp i Farum Arena.
Af Mikkel Kjølby
Der var sved på panden, bekymrede miner, ubesvarede spørgsmål, men også store smil og en enorm stolthed over, at landsholdet spiller i Farum Arena.
Bag kulisserne lagde 65-70 frivillige fra Værløse BasketBall Klub cirka 450 frivillige timer i at få landskampen afviklet. Det er en del af aftalen mellem Dansk Basketball Forbund, Furesø Kommune og Værløse BasketBall Klub om at afvikle ti landskampe i Farum Arena.
– Det var noget af en ilddåb med en udsolgt kamp imod Serbien. Overordnet set gik det fint, men mange ting skal forbedres i forhold til at gøre det mere effektivt, siger Jesper Hauge, klubkonsulent i VBBK.
Ikke mindst var der mange ting, som skulle læres ved at gøre det i praksis.
-Der var mange opgaver, som vi var usikre på, hvordan skulle løses. Det ved vi meget mere om nu, forklarer Jesper Hauge.
Ikke mindst viste det sig mere besværligt end forventet at lægge gulvet. Det tog otte timer. Så man var lidt bekymret for, hvor lang tid det ville tage at fjerne det igen, men det viste sig ubegrundet.
Kampen sluttede ved 20-tiden. Allerede inden midnat var gulvet fjernet og kørt væk.
– Det var fedt, at nogle havde fået det som opgave at fjerne gulvet, men andre kom til og hjalp til, da de var færdige med deres egen opgave, fortæller Jesper Hauge.
Den store frivillige indsats er naturligvis ikke udelukkende motiveret af at få landsholdet til Farum Arena. VBBK forventer også at få en pæn indtægt i forbindelse med landskampene.
– Der skal være en gulerod for en klub som os i forhold til at lægge så stort et arbejde i det. Omsætningen var også på det forventede niveau. Nu skal det afklares, hvad vi får ud af det økonomisk, slutter Jesper Hauge.