Gladsaxe indvier topmoderne skøjtehal

Den nye skøjtehal har en stor isbane på 30x60 meter med indbygget ændring til 26x60 meter. Der er plads til 1600 tilskuere. Foto: Gladsaxe Kommune.

Lørdag den 7. september slår Gladsaxe dørene op til en helt ny, moderne skøjtehal.
Borgerne i Furesø Kommune har gode idrætsfaciliteter, men dog ikke en skøjtehal. Udfordringen er dog ikke større end, at en køretur til nabokommunerne Herlev og Gladsaxe kunne klare det, hvis man fik lyst til en skøjtetur. Ikke mindst den gamle skøjtehal i Gladsaxe har været et populært sted, fordi der altid har været megen offentlige skøjtetid.
Nu er den gamle skøjtehal lukket og skal være et slags aktivitetssted ved navn Monkey House. Lige ved siden af står en ny, topmoderne skøjtehal klar. Den slår dørene op den 7. september.
Gladsaxes nye skøjtehal skal snart fyldes med ishockeyspillere, skøjteløbere, Teendisco og Familie Isdisco – og der er også plads til 1600 tilskuere. Derudover er der mulighed for, at man som borger kan leje skøjter og tage med familie og venner i skøjtehallen.
Den nye skøjtehal har en stor isbane på 30×60 meter med indbygget ændring til 26×60 meter. Der er også kiosk, klublokaler, træningssal, kontor, personalerum, depoter, rengørings- og toiletfaciliteter og i alt 11 omklædningsrum. Derudover er der en lounge med udsigt over hele isbanen.
– Nu kan vi slå dørene op til en topmoderne og flot skøjtehal, som jeg håber både foreninger og borgere bliver rigtig glade for. Mennesker, der bevæger sig, er sundere og har en større livsglæde. På samme måde kan fællesskaber skabe en masse livskvalitet og livsglæde. Nu har vi så fået en rigtig flot ramme for, at man kan bevæge sig rundt på isen og udøve sin sport. Samtidig byder den nye skøjtehal på gode muligheder for, at man som tilskuer i fællesskab med andre kan følge og heppe på vores dygtige ishockeyspillere og skøjteløbere, siger borgmester Trine Græse i en pressemeddelelse fra Gladsaxe Kommune.

Udefra præsenterer skøjtehallen sig flot med en opdelt facade i to forskellige materialer og afrundede hjørner i stil med de runde hjørner på isbanen. Der er solceller på taget og udearealer til håndtering af regnvand.
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest