Grøn fløj insisterer på sammenhængende fold på Baunesletten

I forhold til det oprindelige visionsoplæg mangler der en sammenhængende fold i Socialdemokratiets kompromisforslag.

Socialdemokratiets kompromisforslag med tre usammenhængende folde på og omkring Baunesletten giver ikke mening, mener Anders Medum Groth (B), men Lene Munch-Petersen (A) ser gode muligheder for biodiversitet.
Af Mikkel Kjølby
DN Furesøs visionsoplæg Stor Natur var grundlaget for, at der skulle etableres en stor sammenhængende fold fra Baunesletten hele vejen rundt til Præstegpårdsjordene ved Farum Kirke. For på den måde kunne de store græssere sprede biodiversitet med deres efterladenskaber. Det blev så hurtigt skudt ned af Naturstyrelsen, som ikke kunne se Ryet Skov indhegnet til formålet. Og på Baunesletten kom der hurtigt modstand imod en indhegning.
Nu er Socialdemokratiet kommet på banen med et kompromisforslag. Her er der tale om tre usammenhængende folde, og en friholdelse af stianlægget på Baunesletten.
Grøn Fløj med Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Alternativet og DN Furesø er også kommet med et kompromisforslag, men her fastholdes en sammenhængende fold – dog i mindre format end tidligere foreslået.
Anders Medum Groth glæder sig over, at Socialdemokratiets melding med nødvendigheden af store græssere året rundt på Baunesletten. Men ser et stort problem.
– Vi ved fra eksperter, at det er afgørende, at vi har et stort sammenhængende naturområde. Derfor er det så vigtigt, at vi ikke kommer til at operere med små separate folde. Vi må og skal finde en løsning, hvor en stor sammenhængende fold med naturnær græsning er mulig. Ellers har vores arbejde været omsonst, lyder det fra Anders Medum Groth.
Udvalgsformand Lene Munch-Petersen (A) er ikke enig. Store græssere kan gøre godt, selvom de ikke står i en stor sammenhængende fold.
-Når græssende køer eller heste er godt for biodiversitet, så skyldes det, at de holder det lange græs, invasive arter og buskads nede, så der bliver lys og luft til blomster og urter, der er levesteder for insekter, som igen er føde for større dyr. Dyrenes efterladenskaber er også gode levesteder for en række insekter. Hertil kommer, at dyrene klove løsner og blotlægger jorden og på den måde giver plads til at frø kan finde fodfæste. Alt dette kan fint opnås i folde, hvor man af og til flytter rundt på dyrene, siger Lene Munch-Petersen.
Den tredje fløj, repræsenteret ved foreningen Bevar Baunesletten, ønsker at diskutere Socialdemokratiets kompromisforslag ved en ekstraordinær generalforsamling, før man melder noget ud.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder