
Efter et års venten er Hareskov-Værløse Tennisklub klar til at anlægge to nye grusbaner ved anlægget på Lille Værløsevej.
Af Mikkel Kjølby
Ved standerhejsningen i april måned 2024 kunne formand Henrik Kaltoft afsløre, at Hareskov-Værløse Tennisklub havde fået grønt lys til at etablere en ekstra grusbane. Et år senere kunne han afsløre stort set det samme.
Ting tager tid i Dagens Danmark. Det tog et år at finde ud af, at man ikke skal bruge en miljøgodkendelse med dertil hørende støjmålinger osv.
Klubben har arbejdet på projektet i seks år.
– Det er en kæmpe forløsning. Vi har kæmpet for det her i årevis, og nu ser det ud til, at de nye baner bliver klar i løbet af 2025-sæsonen. De nye baner vil ikke kun være en enorm gevinst for vores 1.000 medlemmer, men også for tennissporten i Furesø, siger Henrik Kaltoft, formand i HVT.
Hareskov-Værløse Tennisklubs anlæg på Ll. Værløsevej rummer i forvejen ni grusbaner, to medibaner og to minibaner samt en kunstgræsbane, som nedlægges i forbindelse med anlægget af de to nye grusbaner. Dertil kommer to grusbaner i Hareskovby.
Klubben har oplevet et stort pres på medlemssiden. Ikke mindst i form af tennisspillere i de yngste årgange. Det har sat anlæggets kapacitet under pres.
– Vi har haft en meget engageret og vedholdende bestyrelse, som hele vejen igennem har stået sammen om visionen. Det er et fælles resultat, vi nu ser materialisere sig, lyder det fra Henrik Kaltoft.
Hareskov-Værløse Tennisklub fik råderet over det ekstra område ved at levere et selvfinansieret projekt.
