Grundejerforening har politianmeldt Furesø Kommune

Svend Aage Eeg og Claus Bruun har stået for arbejdet med at samle dokumentationen, som har ført til politianmeldelsen af de to kommuner.

Vestegnens Politi har efter en politianmeldelse fra Vesterled Grundejerforening indledt efterforskning af Furesø og Herlev Kommunes ageren i sagen om den forurenede Vesterled Sø. Afdelingsleder i Furesø Kommune, Helle Bank, melder hus forbi, da udledningerne i Furesø Kommune er lovlige.
Af Mikkel Kjølby
Hvem skal betale op imod 15 mio. kr. for oprensningen af cirka 25.000 tons forurenet slam i den delvist privatejede Vesterled Sø lige på kommunegrænsen mellem Furesø og Herlev Kommune?
Svend Aage Eeg og Claus Bruun fra Vesterled Grundejerforening har arbejdet med sagen i årevis. Nu har grundejerforeningen samlet så meget dokumentation, at man har taget et alvorligt skridt.
I sidste uge valgte grundejerforeningerne at politianmelde Furesø og Herlev Kommuner samt forsyningsselskaberne HOFOR og Novafos for grove miljøskader og embedsforsømmelse i henhold til miljøbeskyttelsesloven § 27, stk. 1 og § 69, stk. 1, ved ulovlig udledning og ophobning af forurenet sediment (klasse 4-slam) i Vesterled Sø uden gyldig tilladelse og uden tinglyst servitut, samt for undladelse af at lovliggøre forholdet trods dokumentation og klager siden 2022.
– Overgrebet består i at kommunerne ikke anerkender, at udløbene er ulovlige, og at de ikke følger de regler som Landvæsens Kommissionen har afsagt. Kommunerne har tilsynspligt på alle udløbene, men har forsømt dette. De er sluppet udenom reglerne ved at kalde det et vandløb, selvom det er et spildevandsteknisk anlæg, forklarer Svend Aage Eeg, som mener, at Miljøstyrelsen i et brev den 11. april 2025 har gjort klart, at kommunerne har både tilsynspligt og mulighed for at udstede påbud om oprensning, når udledninger er ulovlige eller vilkår overtrædes.
– Trods dette har Furesø Kommune valgt at ignorere dokumenterede ulovlige udløb til søen, lyder det fra Svend Aage Eeg.
Helle Bank, afdelingsleder i Natur og Miljø, kan ikke genkende billedet:
-Her må vi gøre opmærksom på, at de to udledninger i Furesø Kommune, som udleder til Vesterled Sø begge er lovlige udledninger. Der er tilladelse til begge udløb og de stillede vilkår overholdes. Det er Miljøstyrelsen, der fører tilsyn med udledningerne, og på deres seneste tilsyn i september 2023 havde de ingen bemærkninger til udledningerne. Det er derfor ikke korrekt, når Vesterled Grundejerforening skriver at Furesø Kommune har valgt at ignorere dokumenterede ulovlige udløb til søen, siger Helle Bank.
Helle Bank er ikke enig i Svend Aage Eegs udlægning af brevet fra Miljøstyrelsen:
– I forhold til Miljøstyrelsens brev af 11. april 2025, er der efter kommunens vurdering ikke sket en ændring, idet hele området er udbygget og har været det i mange år. Så efter kommunens vurdering er der ikke sket en ændring i mængden eller indholdet af regnvand fra befæstede arealer, som omfatter de arealer, hvorfra der er givet tilladelse til at tillede vand til Vesterled Sø. Det er miljøstyrelsen, som fører tilsyn med kloakforsyningernes udledningerne, og de har den 19. september 2023 været på tilsyn i Furesø Kommune ved Novafos to separate regnvandsudledninger til Vesterled Sø, og de havde ingen bemærkninger til udledningerne, lyder det fra Helle Bank.
Alt Om Furesø har stillet Furesø Kommune følgende spørgsmål:
Hvorfor har Furesø Kommune betegnet det hele som vandløb og ikke spildevandsteknisk anlæg, når reglerne på området meget tydeligt beskriver, at regnvand, som rammer befæstede arealer, skal defineres som spildevand?
-Vesterled Sø kan ikke betegnes som et spildevandsteknisk anlæg, fordi der løber et offentlig vandløb – Tibberup Å – igennem søen, og at søen er i princippet en udposning på åen. Det er rigtigt, at der tilledes regnvand til Vesterled Sø. Når regnvand afledes fra f.eks. veje og hustage betegnes, det som spildevand. Både Vesterled Sø og Tibberup Å er en recipient, og regnvand kan afledes til recipient, hvis det har fået en udledningstilladelse. De to udledninger i Furesø Kommune har fået en udledningstilladelse til Vesterled Sø, da de var en del af Værløse Kommunes Spildevandsplan fra 1976, som blev godkendt af det daværende Hovedstadsrådet. Derfor er de to udledningstilladelser lovlige og gældende, indtil der sker en væsentlig ændring i udledningen. Hele området er udbygget og har været det i mange år, så der er efter kommunens vurdering ikke sket en væsentlig ændring i mængden eller indholdet i regnvandet, der er givet tilladelse til at tillede til Vesterled Sø. Miljøstyrelsen har tilsynet med udledningerne, og de har den 19. september 2023 været på tilsyn, og de havde ingen bemærkninger til udledningerne og udledningstilladelserne, lyder svaret fra Helle Bank.

Vesterled Sø er lige på kommunegrærsen mellem Furesø og Herlev Kommune. Foto: Aerodan Luftfoto

Grundejerforeningen forventer at politiet anlægger sag imod kommunerne
Vesterled Grundejerforening anmoder politiet om at rejse sag mod de ansvarlige parter og foranledige, at udledningerne straks standses samt at der foretages fuld oprensning af forurenet sediment og at der rejses erstatningskrav for miljøskader og tabt ejendomsværdi.
– Vi har fået nok. Det her er et miljømæssigt overgreb og en grov forsømmelse af fra kommunernes side, og vi kan som private ejere ikke længere være konsekvensen af at årtiers ulovlige udledninger og uansvarlig forvaltning, siger Svend Aage Eeg, som torsdag den 26. juni blev ringet op af Vestegnens Politi.
– Vi er blevet ringet op af Vestegnens Politi, som stillede en række spørgsmål, som vi besvarede. Politiet har oprettet en sag og går i gang med efterforskning, fortæller Svend Aage Eeg.
Herlev Kommune har også haft artiklen til gennemsyn. Herfra lyder det kortfattet:
– Grundejernes frustration over miljøtilstanden i søen er forståelig. Det er en kompleks sag, som vi arbejder på at finde løsninger på. Løsningerne skal findes i samarbejde med de involverede parter, siger Stine Camilla Risby Stetson, leder Natur og Miljø, Herlev Kommune.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder