Værløse Folkemusikanter spiller op, og Leif Poulsen holder tale om Grundtvig ved grundlovsfesten på Mosegaarden.
Omme bag Mosegaarden findes et lille område, som man kan beskrive som et lille frilandsmuseum. Her på pladsen mellem Mosegaardens stuehus, smedjen og Kajs Museum holdes der hvert år en grundlovsfest.
Dette års grundlovsfest finder sted torsdag den 5. juni kl. 13.
Der vil være musik ved Værløse Folkemusikanter og tale af Leif Poulsen om Grundtvig og hans betydning for kirke- og folkeliv i Danmark
-Som vanligt har vi fællessang og i år har vi inviteret Leif Poulsen, som er formand for menighedsrådet i Hareskov Sogn, til at holde Grundlovstalen, fortæller Anne-Marie Bach, formand for Værløseegnens Historiske Forening.
Det vil være muligt at købe kaffe med kage, øl, vand og vin.
På glædeligt gensyn på Mosegaarden, Skovgårds Allé 37, Værløse.







