Vejrudsigten siger minusgrader i lang tid. Det er kælkevejr.
Her er Alt om Furesøs guide til de bedste kælkebakker.
Egebjergene.
Efter dialog med brugerne af skoven ryddede Naturstyrelsen en bakke i Egebjergene til kælketure. Træer og buske blev fjernet, og en herlig konstant og bred bakke tonede frem midt ind i skoven. I læ for vinden og med en god platform på toppen.
Kælkebakken i Egebjergene giver en lang tur ned af bakken. Der er god plads i siderne til dem, som vil tilbage til toppen.
Baunesletten/Den Gamle Golfbane
Lige ved Ryget Skov finder man Værløses klassiske kælkebakke. Stedet kaldes også for den Den Gamle Golfbane.
Der er to gode bakker. Den ene ved parkeringspladsen ved Nørrevænget. Kun en mindre del af denne bakke er blevet en del af indhegningen i forbindelse med græsningsprojektet. Den anden bakke findes midt på Baunesletten. Her har generationer og generationer af Værløseborgere nydt suset og sneen.
Store Bjerg ved Farum Kirke
Den klassiske kælkebakke i det gamle Farum. Der er gode parkeringsmuligheder ved Farum Kirkegård. Her er der god plads til leg. Men det kan blæse godt og grundigt
Vulkanen ved Skovlinien
Tilbage i 1970erne blev der skabt en vulkan på den grønne fælled mellem Højeloft Vænge, Skovgårds Allé og Skovlinien. Den midlertidige fold til græsningsprojektet er flyttet, men æslerne er lige i nærheden, så dem kan man også hilse på.
Vulkanen er perfekt til de yngste. Der er lang glidebakke med en stille og rolig nedkørsel. Hvis man vil noget vildere, kan man tage turen ned af de stejle sider. Her bumler det godt og grundigt
Bronzealderhøjen Ryethøj.
Lige ved Bronzealderhøjen Ryethøj i Værløse Vest går der en slugt ind mod Ryget Skov. Man kan tage turen ned af begge sider i læ for vinden. Her er der god plads og plads til alle. Nærmeste parkering er et stykke væk på Olaf Becks Allé.
Skallepanden
Mellem boligkvarteret Furesølund og Furesøen finder man naturområdet Skallepanden. Navnet stammer fra to skallede bakker.
I dag er de ikke skallede, men siden af Skallepanden er perfekt til en kælketur. Man får en god lang tur i trygge omgivelser.








1 kommentar til “Guide til Furesøs bedste kælkebakker”
Baunesletten/Den Gamle Golfbane
Lige ved Ryget Skov finder man Værløses klassiske kælkebakke. Stedet kaldes også for den Den Gamle Golfbane. Det er nu omvendt 😉 det er den gamle Golfbane… Og nogen af så begyndt at kalde den for Baunesletten vi har den historisk aldrig hedde og der er heller aldrig Taget en beslutning om at det kalder vi den nu… sådan officielt 😉 så vil jeg hellere kalde den slagmarken
Der er lukket for kommentarer.