De seneste år har pigesiden været HVTs stærkeste afdeling, men der er bedring på vej på herresiden.
Af Mikkel Kjølby
Manglende bredde på herresiden har i flere sæsoner været akilleshælen for Hareskov-Værløse Tennisklub, hvor kvindeafdelingen er buldret frem med flotte sportslige resultater og stor bredde.
Hareskov-Værløses førstehold på herresiden var ganske tæt på at tage en plads i elitedivisionen.
Holdet nåede til playoff i 1. division. Her tog holdet til Esbjerg uden Philip Carstensen og Christoffer Lund Kühl, som var taget til USA for at starte collegesæsonen.
Uden dem blev det til et nederlag på 0-4 i Esbjerg, men to af kampene blev afgjort i tætte matchtiebreaks.
Også på ungdomssiden er der gode ting på vej.
Klubbens U16/18-hold i B-rækken vandt i weekendens holdturneringen.
Holdet gik ubesejret igennem deres pulje. I slutspillet blev det til sejr på 4-0 over B 93 i semifinalen, og i finalen blev Helsingør besejret med 5-1.
Holdet bestod af: Esben Carter, Juntian Rui, Alexander Hilberg, Albert H. Kragh og Hlieb Potopakhin. Storm Vedel, Oskar Søbye og Christian Walther Jørgensen har også bidraget til holdets sejre i denne sæson.






