
Anna Jasmin Hasle Hansen kan blive valgt ind i Furesø Byråd som 18-årig. Gymnasieeleven fra Værløse fik øjnene op for lokalpolitik, da hendes mor blev valgt til byrådet i 2021.
Af Mikkel Kjølby
Anna Jasmin Hasle Hansen vil være 18 år og en måned, når der er kommunalvalg den 18. november. Hun kan blive det yngste byrådsmedlem i Furesø Kommunes historie.
Men egentlig startede det med, at hun ville stille til regionsrådet, for hun har en brændende interesse for sundhedsområdet. Sammenlægningen af Region Hovedstaden og Region Sjælland har dog ændret på den plan, da en valgkamp vil være for stor en opgave.
– Vi har vurderet, at det er bedre at starte med noget mindre og mere nært. Jeg kan cykle rundt til de forskellige ting i forbindelse med valgkampen i Furesø Kommune, forklarer Anna Jasmin Hasle Hansen.
Hvis de to efternavne virker bekendt, så er det ikke forkert. Annas mor, Sussy Sara Hasle Hansen, blev valgt ind i Furesø Byråd for Socialdemokratiet i 2021. Nu stiller de begge op for partiet.
– Det er helt klar noget, vi har tænkt over i forhold til at snuppe hinandens stemmer, men vi tror på, at vi rammer to forskellige målgrupper. Jeg tror, at en del unge kan spejle sig i mig samt at en del ældre også gerne ser, at de unge kommer med i det politiske arbejde, forklarer Anna Jasmin Hasle Hansen.
Mange vil kende Anna fra Ll. Værløse Skole eller tiden som frivillig ungemedarbejder i Værløse Kirke. I dag går hun i 2g på Baltorp Business Gymnasiums forsvarslinje, men også har et studiejob hos HK Hovedstaden. Og så er hun formand for DSU Furesø samt afdelingssekretær for DSU Nordsjælland.
Hun har klare mål med at stille op ved kommunalvalget.
– Jeg stiller op til byrådet for Socialdemokratiet, fordi jeg brænder for at gøre Furesø til en kommune, hvor alle generationer trives – og hvor fællesskabet er i centrum. Selvom jeg er en ung kandidat, har jeg blik for hele kommunens sammensætning. Jeg har søskende i daginstitutioner og folkeskoler, bedsteforældre på plejehjem og venner, der leder efter fritidsjob og studieboliger. Derfor vil jeg være med til at sikre, at vi politisk tager ansvar for både børn, unge, voksne og ældre – og skaber sammenhængende løsninger, der tager højde for hele livet i Furesø, fra vugge til krukke, lyder det fra Anna Jasmin Hasle Hansen.
Folkeskolen vil være et naturligt fokuspunkt for Anna, men hun kommer hele vejen rundt.
– Jeg vil arbejde for en folkeskole med mere plads til forskellighed og bedre samarbejde mellem almen- og specialklasser. Vi skal investere i unges muligheder – med bedre fritidstilbud, lettere adgang til hjælpemidler som AppWriter for ordblinde, og flere centralt placerede ungdomsboliger. Og vi skal sikre en ældrepleje, hvor hjælpen kommer hurtigt, hvor der er respekt i hverdagen, og hvor flere kan få adgang til ældreboliger, som er til at betale, siger Anna Jasmin Hasle Hansen, som tror på langsigtet og ansvarlig planlægning.
– Jeg tror på, at et stærkt demokrati kræver, at flere bliver hørt. Jeg stiller op, fordi vi har brug for unge stemmer i byrådet – ikke som modstemme til de ældre, men som supplement. Jeg vil være med til at sikre, at beslutningerne i Furesø afspejler alle borgere i kommunen – og at vi udvikler kommunen med både hjerte og omtanke, siger Anna Jasmin Hasle Hansne.