Hareskovhvile-sagen sendes ekspres tilbage til udvalget

Ll. Værløsevej 36A står til at blive solgt. Skiftesporet huser i dag rusmiddelrådgivningen, som rykker over broen til Hareskovhvile, hvis forslaget vedtages.

Den 4. februar udsatte et flertal i Handicap, Social, Psykiatri og Beskæftigelsesudvalg beslutningen om den fremtidige anvendelse af Hareskovhvile. Forvaltningen har indkaldt udvalget til nyt møde den 17. februar med kun dette punkt på dagsordenen.
Af Mikkel Kjølby

Der er sat turbo på beslutningen om den fremtidige brug af den historiske bygning, Hareskovhvile.
Efter hjemmeplejen flyttede fra huset, stod det tomt i seks år, men ved budgetforhandlingerne i september 2025 blev der afsat 1 mio. kr. til renovering, så huset kunne ibrugtages til kommunale formål og foreningsmæssig brug.
I januar 2026 dukkede sagen op i Økonomiudvalget. Nu blev det besluttet at bevilge 5,2 mio. kr. til renoveringen af huset, som skal bruges til rusmiddelrådgivning og Jobcenter Furesøs jobklubber.
Den 4. februar stemte et flertal i Handicap, Social, Psykiatri og Beskæftigelse for at udsætte beslutningen. Men det kan de åbenbart glemme alt om. Der er indkaldt til nyt møde i udvalget den 17. februar med kun dette punkt på dagsordenen.
Udvalgsformand Jan Kjældgaard (SF), forklarer:
– Beslutningen kan ikke vente. Dels i forhold til påbegyndelsen af vedligeholdsarbejdet i huset. Det skal i gang. Dels vil en yderligere udsættelse af beslutningen medføre, at kommunen må udsætte jobklubaktiviteten. Det kan blive dyrt ikke at hjælpe de borgere i arbejde. Endelig er der en byrådsbeslutning om at reducere vores bygningsmasse, og her bidrager dette forslag også, lyder det fra Jan Kjældgaard.

Skiftesporet står til at blive solgt
Bliver punktet vedtaget, vil det formentlig medføre et salg af den kommunale bygning, Ll. Værløsevej 36A. Den har i dag navnet Skiftesporet og huser rusmiddelrådgivningen. Tidligere lå også rådgivning for psykisk sårbare i huset, men det er flyttet til Farum Midtpunkt.
Huset er et de ældste i Værløse. Det blev opført i 1930 og renoveret i 1967. Det er på 145 kvadratmeter med en grund på 623 kvadratmeter og må forventes at kunne indbringe en pæn sum til kommunen, som skal nedbringe antallet af kommunale kvadratmeter i forhold til at komme i mål med målsætningen for Facility Management.
Konservative Niels Jørgen Brandt var en af dem, som stemte for en udsættelse af beslutningen. Han er bekymret for hastværk.
– Jeg har det dårligt med det. Jeg kan slet ikke forstå argumenterne for, at det skal gå så hurtigt, siger Niels Jørgen Brandt, og fortsætter:
– Hvis jobklubberne ikke kommer fuldt i gang eller bliver udsat en måned eller to, så må vi leve med det. Det kan ikke være rigtigt, at det skal hastes så meget igennem, at vi ikke får belyst sagen ordentligt. Herunder hvor effektive jobklubberne er nu. Der var meget kritik af dem over sommeren 2025, lyder det fra Niels Jørgen Brandt.
Bliver det først besluttet, går renoveringen i gang med det samme, så Hareskohvile kan tages i brug indenfor tre måneder.
– Når det først bliver indført midlertidigt, så bliver det også permanent. Så bliver en af vores fineste bygninger okkuperet af kommunale funktioner. Idéen var jo, at der kunne være foreningsliv og funktioner, der understøtter visionen for Værløse Bymidte, siger Niels Jørgen Brandt.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

4 kommentarer til “Hareskovhvile-sagen sendes ekspres tilbage til udvalget”

  1. Niels Teinhart

    Jeg må bare give Niels Jørgen 100 % ret i denne her sag. Det skal ikke hastes igennem men belys og overvejes grundigt.

  2. Søren Engberg pva Centerforeningen

    Det er noget før forventet, at de fine funktioner der var tiltænkt Hareskovhvile i udviklingsplanerne af Værløse Bymidte, lægges i graven. Det lover ikke godt for det videre forløb.

  3. Jeg har sammen med andre borgere deltaget i workshops for udvikling af Værløse Bymidte. Her var visionerne klart, at Bymidten skulle blive et sted, hvor borgerne kunne mødes i fællesskaber. Her passede Hareskovhvile fint ind som en historisk smuk bygning, hvor foreningerne – gerne dem med grønne visioner – kunne være i et fællesskab og være med til at drive den grønne omstilling. Hvis det nu viser sig, at kommunen i stedet gennemtrumfer ovenstående for at kunne sælge ud af deres ejendomme er det rent fallit ift. borgerinddragelse, som politikerne ellers bryster sig meget af. Jeg håber, at politikerne virkelig tænker sig om og holder sig til visionerne for Bymidten.

  4. Kirsten nissen

    Ja det er meget trist læsning og mon ikke der med lethed kan findes andre rum i kommunen til aktiviteterne fra skiftesporet
    HASTVÆRK ER LASTVÆRK og lige nu ser det ud som om forvaltningen har bygget en handicaprampe bag på huset og fjernet den trappe der var der …..
    Der er allerede en rampe i gavlen af huset og det virker som om ingen har vidst det
    Men uden at undersøge det ordentligt bare har sat arbejdet i gang – så hastværk er lastværk og spild af skattekroner ❤️😇

Der er lukket for kommentarer.