Af Lene Munch-Petersen (A). Formand for Udvalget for Natur og Klima
I Socialdemokratiet mener vi at der er behov for hastighedsnedsættelser på såvel de store indfaldsveje i kom munen som de mindre lokale veje, og udvalget for Natur og klima besluttede i onsdags at flere af vejene i kommunen, bør have nedsat hastighed. Hastighed påvirker trafiksikkerheden blandt os borgere og især skolebørn. I tætbebyggede områder påvirker det os også støjmæssigt!
Vi er enige om at bede forvaltningen gå til politiet, som bestemmer hastighedsnedsættelser om flg.veje:
Hastighedsnedsættelser indenfor tættere bebygget området
• Frederiksborgvej fra 60 km/t til 50 km/t – fra nord for Stavnsholtvej til Slangerupvej
• Paltholmvej fra 60 km/t til 50 km/t – fra byzonetavle i øst og hele strækningen mod vest
• Kollekollevej fra 60 km/t til 50 km/t – fra byzonetavle i øst til Skovlinjen
Hastighedsnedsættelser udenfor tættere bebygget området
• Jonstrupvangvej fra 70 km/t til 60 km/t – fra Ballerupvej til byzonetavle
• Ballerupvej fra 70 km/t til 60 km/t – fra byzonetavle i nord til ca. 350 m syd for Jonstrupvangvej
• Slangerupvej fra 70 km/t til 50 km/t – fra Hillerødmotorvejen til Lillevangsvej. Ud fra en trafikfaglig vurdering anbefales det, at man starter med at ansøge om 60 km/t.
• Trevangsvej fra 80 km/t til 60 km/t – fra Frederiksborgvej til Nordvangsgyden
Tidligere besluttede 40 km/t zoner / forsøgsordning
1. Området mellem Ryttergårdsvej, Lillevangsvej og Farum Hovedgade
2. Området mellem Nørrevænget, Ryetvej og Fiskebækvej
3. Området nord for Ny Vestergårdsvej
Alle tre områder er i en planlagt proces, der indebærer møde med grundejerforeningerne i de enkelte 40 km/t zoner i løbet af juni måned efterfulgt af borgermøde for hver enkelt 40 km/t zone i september og endelig etablering af bump og opsætning af zonetavler i løbet af efteråret 2024.
Forvaltningen vil herudover ansøge politiet om etablering af 40 km/t bindende hastighedszone i
Trevangskvarteret, hvor der i dag allerede er vejledende 40 km/t zone. Det sker på baggrund af beboerønsker.
Dialogen med politiet har været positiv, men de har tydeligt gjort opmærksom på, at tilladelser til hastighedsnedsættelser for trafikveje med væsentlig betydning for den generelle trafikafvikling vil blive givet med udgangspunkt i gældende bekendtgørelse om lokale hastighedsgrænser. Her står angivet, at der skal være væsentlige trafiksikkerhedsmæssige eller andre trafikale hensyn, der taler for hastighedsnedsættelsen.
Vi satser på en hurtig positiv vurdering og afgørelse fra politiet, så vi allerede i år kan komme igang med hastighedsnedsættelserne.