Hvem kan afløse Jan Laursen? Svaret fra FC Nordsjælland er to personer. Foto: Wild Tigers.

Ikke en men to personer skal løfte arven efter den afgående sportschef Jan Laursen. Det bliver Phil Radley og Alexander Riget, som i forvejen har centrale roller i klubben.
Mr. FC Nordsjælland – Jan Laursen varslede i vinters sit stop som sportschef i FC Nordsjælland, da han agter at stifte egen virksomhed.
FC Nordsjælland har fundet afløserne i egne rækker, Director of Football Phil Radley og Technical Director Alexander Riget fremover vil være de øverst ansvarlige i klubben.
Phil Radley har været en del af organisationen siden 2016. Først i Right to Dream, derefter som bl.a. Director of Football Operations i FCN.
Alexander Riget har varetaget centrale roller i FCN igennem 12 år og har været med til at forme og udvikle klubbens sportslige retning og kultur blandt andet som Head of Coaching og Technical Director.
De har et dybt indblik i klubbens organisation, da den begge har siddet i Performance Commitee, som planlægger den sportslige strategi.
Flemming Pedersen, Technical Director i Right to Dream siger til klubbens hjemmeside:
– FC Nordsjælland har medarbejdere som f.eks. Alexander og Phil, der er i stor udvikling og klar til at tage endnu større ansvar for at vokse. Når gode FCN-folk stopper, bliver der ekstra lys og luft til andre, og vi ved, at vi er i gode hænder med den nye sportslige ledelse.
– Phil har været med fra begyndelsen af rejsen med Right to Dream, og han har haft en voksende rolle i vores transferaktiviteter igennem årene. Han er god til at eksekvere, og det er en vigtig kvalitet. Mange uden for FCN ved det ikke, men han bidrager allerede med rigtig meget, og nu har han fået mulighed for at komme endnu mere på banen.
– Alexander har været en del af klubben i cirka 12 år og har taget turen hele vejen igennem akademiet og organisationen. Han har fået både Right to Dream og FCN-blod i årerne, og han er en vigtig kulturbærer, som er dygtig både fagligt og menneskeligt. Han er ærgerrig og ambitiøs med hensyn til at blive ved med at udvikle sig, så når han får mere rum og ansvar, vil hele klubben nyde godt af det, lyder det fra Flemming Pedersen.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest