Hessner til Bechfeldt – Lokalpolitik er ikke et realityshow

Tine Hessner gør den kommende borgmester Nicolai Bechfeldt (i midten) opmærksom på, at lokalpolitik ikke er et realityshow.

Begivenhederne på valgnatten undrer i den grad Tine Hessner (B) og Lars Carstensen (C). Ikke mindst undrer det, at Nicolai Bechfeldt og Jesper Larsen flere gange benægtede, at Venstre forhandlede med Socialdemokratiet, men i løbet af fem minutters tissepause nåede til enighed med Ole Bondo Christensen. Nicolai Bechfeldt vurderer, at Lars Carstensen og Tine Hessner udelader markante detaljer.
Af Mikkel Kjølby

For de stædige tilskuere i atriet på Furesø Rådhus var valgnatten fuld af mærkværdige oplevelser.
Man fik usædvanligt mange indblik i forhandlingerne. Ikke mindst da Ole Bondo Christensen (A) klokken 3 om natten opsøgte Jesper Larsen (V). Eller ved femtiden, da Socialdemokratiets formand Rasmus Dahl gav Tine Hessner fem minutters frist til at svare på et eller andet. Eller lidt senere, da Nicolai Bechfeldts bedre halvdel kom løbende med en printer. De fleste stod forbløffede tilbage og gættede på, hvad det mon betød.

Klokken 5.45 kom Lars Carstensen ned og blev interviewet af DRs reporter. Han fortalte om en aftale mellem C, V, B og I, som gjorde ham til borgmester. Den skulle blot underskrives.
Lars Carstensen nåede lige ud på den ene trappe op til 1. sal, da Nicolai Bechfeldt dukkede op i den anden ende af atriet. Han præsenterede en konstitueringsaftale med V, A, F, Ø og I.
Så hvad i alverden foregik der bag kulisserne oppe på direktionsgangen?
I frustration over, hvad de beskriver som et nyt lavpunkt og et nybrud i Furesøs politiske kultur, løfter Tine Hessner og Lars Carstensen sløret for, hvad der foregik på valgnatten.
– Lokalpolitik kan ikke være et realityshow, hvor man kan sige, hvad man vil i valgkampen, gøre og sige hvad man vil på valgnatten, og så tro, at alle smiler og tilgiver alt bagefter, siger Tine Hessner med direkte henvisning til Nicolai Bechfeldts ageren.
Tine Hessner mener selv, at hun var fuldstændig transparent overfor de borgerlige partier.
– Jeg sagde til dem, at jeg ikke kunne få borgmesterposten af Socialdemokratiet. Vi snakkede derfor kun om konstituering med de borgerlige partier, siger Tine Hessner, som stort set hele natten befandt sig sammen med de borgerlige partier.
– I den borgerlige lejr handlede vores forhandlinger udelukkende om politik. I den røde lejr var akilleshælen for Radikale Venstre det politiske lederskab. For vi mente ikke, at Ole Bondo Christensen kunne fortsætte som borgmester. Med alt det gode som Ole Bondo Christensen har gjort, mente vi ikke, at han ville kunne forny sin ledelsesstil. Ole Bondo Christensen ville ikke give køb på borgmesterposten. Ole Bondo afviste Radikale Venstre som borgmester. Det er han i sin gode ret til. Længere kom vi ikke, siger Tine Hessner, som undrer sig over, at der gik et rygte om Radikale Venstre på valgnatten.
– Der gik åbenbart et rygte om, at Radikale Venstre ville komme tilbage i Ole Bondo Christensens lejr. Jeg må konstatere, at det rygte må der være nogen, som har plantet. Det har ikke hold i virkeligheden, fastslår Tine Hessner.
I den borgerlige lejr handlede det kun om politik for Tine Hessner.
– I forhold til at deltage i forhandlingerne i den borgerlige lejr var vi sikre på, at der kunne indgås en aftale med Lars Carstensen som borgmester. Radikale Venstre var klar til at deltage. Nicolai Bechfeldt var hjemme hos mig i to timer dagen før valget. Her gjorde jeg det klart, at han er et stort talent, men at han mangler erfaring i forhold til at blive borgmester denne gang, men også at jeg gerne ville i ledelsestrio med ham og Lars Carstensen, fortæller Tine Hessner.
I løbet af natten opfattede Tine Hessner små signaler fra Nicolai Bechfeldt.
-Han var meget på sin telefon. Jeg konfronterede ham flere gange med om han forhandlede med Socialdemokratiet. Han benægtede hver gang med en indstuderet sætning. “Det er denne pen, der skal skrive under, og den er her i lokalet.” Det kan jeg tydeligt se nu i bakspejlet, forklarer Tine Hessner, som også havde fat i Jesper Larsen.
– Jeg spurgte Jesper Larsen om, han var ved at lave en aftale med Ole Bondo Christensen. Han sagde klart nej. Da jeg sagde, at Ole Bondo Christensen sagde det, lød svaret fra Jesper Larsen “Han bluffer, det ved du”, fortæller Tine Hessner.
Lars Carstensen havde også registreret Ole Bondo Christensens kontakt til Jesper Larsen.
– Vi vendte os om mod Nicolai og spurgte til Jesper Larsen og Ole Bondo Christensens snak. Nicolai svarede: “Det er mig, der laver aftaler for Venstre. Jeg er her i rummet. Jeg er kun her. Jeg kommer aldrig til at pege på Ole Bondo,” fortæller Lars Carstensen.

Carstensen: Der var en klar aftale mellem de borgerlige partier
følge Lars Carstensen havde de tre borgerlige partier, Konservative, Venstre og Liberal Alliance indgået en klar aftale.
– Vi har fra valgkampens start indgået den aftale, at vi satte os sammen på valgnatten, og at det parti som på valgnatten kunne mønstre flest mandater bag sig, skulle have borgmesterposten. Konservative havde fem, Venstre tre mandater og Liberal Alliance et mandat. Derfor blev der forhandlet ud fra, at jeg skulle være borgmester, forklarer Lars Carstensen.
Der blev for alvor sat turbo på ved femtiden om natten. Her blev der sat poster på. Nicolai Bechfeldt fik 1. viceborgmesterposten, og Venstre fik to formandsposter, som de ønskede. Radikale Venstre fik tre formandsposter og en masse politik.
– På det tidspunkt blev Nicolai Bechfeldt meget fraværende, men alle var også trætte, da vi nåede frem til konstitueringsaftalen, som vi alle nikkede til. Så skulle Nicolai på toilettet. Det passede med, at aftalen skulle printes, så der kunne blive skrevet under. Jeg gik derefter ned i atriet og præsenterede aftalen, fortæller Lars Carstensen.
Tine Hessner er ligeledes af den opfattelse, at alle var enige om en konstitueringsaftale.
– Vi var alle sammen enige og skulle blot skrive under. Da Nicolai skulle ud at tisse, gik jeg ned i atriet for at snakke med Lene Karmisholt om, hvad der skulle ske i Handicap, Psykiatri, Social og Beskæftigelsesudvalget, hvor vi skulle sidde sammen. Få minutter senere dukkede Nicolai op og præsenterede aftalen med de andre partier. Det var en vild, men også tragisk oplevelse. Politik i Furesø blev pludselig til et realityshow, fortæller Tine Hessner.
Lars Carstensen supplerer:
– Der gik mindre end fem minutter fra, at Nicolai sagde, at han skulle på toilettet, til den anden aftale blev præsenteret i atriet. Man skal åbenbart gå med folk på toilettet for at være sikre på noget, siger Lars Carstensen og ryster på hovedet.
– I lokalpolitik har man kun sin troværdighed og sit ord. Når det er væk, så er der ikke noget tilbage. Det vil vi agere efter i de kommende fire år, siger Lars Carstensen.

Bechfeldt kan ikke genkende de grove påstande
Nicolai Bechfeldt har haft artiklen til forelæggelse. Han mener, at Lars Carstensen og Tine Hessner udelader vigtige detaljer.
– Jeg har meget svært ved at genkende flere af de grove påstande, som Lars Carstensen og Tine Hessner fremsætter. Jeg har derfor vendt dem med Jesper Larsen og Robert Mørck, der ligesom jeg, har svært ved at genkende billedet og samtidig undrer vi os alle tre over signifikante udeladelser i de ellers så detaljerede beskrivelser, lyder det fra Nicolai Bechfeldt.
Alt Om Furesø har opfordret Nicolai Bechfeldt til at præcisere, hvad det er for udeladelser. Han er ikke vendt tilbage. Han er til enhver tid velkommen til at give sin detaljerede version af valgnattens begivenheder.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

2 kommentarer til “Hessner til Bechfeldt – Lokalpolitik er ikke et realityshow”

  1. Carsten Svensson

    Det er så intressant (og sigende) at B og C , fremstiller sig selv som de forurettede uskyldsrene engle.

    Som om, alt afgøres på valgnatten…

    Som om, ting der tidligere er sagt og gjort, ikke har betydning…

    Hvorfor mon – var der 4 valgforbund ??? Handlede det også om aktive fravalg pga opførsel??

    Hvorfor mon – valgtes Ole og Tine og Lars FRA , på valgaften ???

    Der er jo kun et svar… de blev vejet og fundet ulemplige af et flertal. De havde alle tre en majoritet imod sig.

    Det havde Nicolaj ikke…

  2. Mogens Bomgaard

    Meget enig det var et fravalg begivenhederne kan næsten ikke forklares på anden måde

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *