Højt sygefravær – Furesøs normeringer er under pres

Hvor mange voksne er der pr. barn i børnehaverne. Uden Humlehaven i normalkolonnen siger tallet 6,0. Et højt sygefravær blandt pædagoger i Furesø Kommune giver dog et unormalt højt normeringstal. Pressefoto.

Fortællingen om Furesø Kommunes høje normeringer er under pres. Et højt sygefravær blandt pædagogerne giver nemlig én højere samlet lønudgift, hvilket giver et bedre normeringstal.
Af Mikkel Kjølby
I årevis har der været en fortælling om, at Furesø Kommune havde en bedre normering i dagtilbuddene end andre kommuner.
Helt konkret er minimumsnormering 1 voksen til 6 seks børn børnehaverne. I Furesø har tallet været opgjort til 1 til 5,8 børn.
I forbindelse med at Børne- og Ungeministeriet har bedt Ankestyrelsen kigge på om Humlehaven i Farum er et normalt dagtilbud eller et specialtilbud, står det klart, at den unormalt høje normering i Humlehaven har løftet normeringer generelt i Furesø med 0,2 procent.
Fjerner man Humlehaven fra kolonnen dagtilbud over til specialtilbud rammer Furesø Kommune altså minimumsnormeringen 1 voksen til 6 børn.
Nu har CEPOS lavet den årlige gennemgang af sygefraværet blandt kommunale pædagoger. Den viser, at Furesø Kommune ligger en del over landsgennemsnittet. En kommunalt ansat pædagog havde i gennemsnit 16,2 sygedage i 2024. I Furesø var tallet 18,1 sygedage pr. pædagog. Det er faktisk en forbedring fra 18,3 og 21.1 sygedage i henholdsvis 2023 og 2022.
Det er interessant, idet minimumsnormeringer opgøres efter den samlede lønsum. Med et højt sygefravær skal der bruges flere penge på vikarer og dermed løftes lønsummen.
Furesø Kommune ser altså ud til at ligge i den tunge ende af vægtskålen, hvad angår normeringer i dagtilbud.
Anders Medum Groth (B), næstformand i Børne- og Skoleudvalget anerkender problemet:
– Vi har et højt sygefravær blandt vores pædagoger, og det er rigtigt ærgerligt. Hver gang vi har en pædagog syg, mangler børnene trygge og kendte voksne og det øvrige personale mangler en dygtig kollega til at løse dagens opgaver med. Hvis vi kan bringe sygefraværet længere ned, vil det give flere ressourcer i dagtilbuddet i hverdagen, siger Anders Medum Groth og sætter fokus på, hvad der skal til for at ændre på billedet.
– Vi ved, at det har stor betydning for pædagogerne, at der er tid til opgaven og at man har uddannede kollegaer omkring sig. De rammer skal vi som politikere sikre, hvis vi vil se en forbedring af sygefraværet.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder