Der bliver god musik, småsnakke, børneaktiviteter, madboder og god, gammeldags snak med venner og naboer, når der for fjerde gang afvikles høstfest i Kirke Værløse den 20. september.
Af Mikkel Kjølby
Landsbyen Kirke Værløse er i gang med et generationsskifte. For tre år siden førte det til etableringen af et høstmarked ved Den Gamle Skole.
Nu gør man klar til den fjerde udgave af Høstfest i Kirke Værløse. Det bliver i regi af foreningen Den Gamle Skoles Venner.
Formanden, Søren Juul Dalsted, er bevidst om, hvad høstmarkedet skal gøre for byen.
– Det gør, at vi mødes om noget. Det giver mulighed for at få hilst på alle de andre og få nogle gode snakke. Normalt sker det kun, når vi mødes i Netto, siger Søren Juul Dalsted.
Høstmarkedet løber af stablen lørdag den 20. september fra kl. 12 til 22. Her kan man hygge sig med en masse aktiviteter, besøge boder, snakke med naboerne, eller lytte til småsnak med kokken Jakob og svampeeksperten Anders eller ølbryggerne fra Laanshøj.
Underholdningen vil der være en del af. Ikke mindst har man prioriteret musikken.
– Vi opfordrer til, at man kommer til høstmarkedet og køber mad og drikke, så vi kan dække omkostningerne. Vi har en del udgifter til scenen, fordi vi prioriterer musikken meget højt, fortæller Søren Juul Dalsted.
Der vil være koncerter med Danish Greyhounds, Sonika og The Swinging Bogarts.







