Humlehaven – Kommunen sparer millionbeløb, men hvad med børnenes retssikkerhed?

Børnerhuset Humlehaven søges fortsat som dagtilbud ved at lægge det ind under Stavnsholt Børnehus. Kommunen sparer 1,25 mio. kr. årligt ved ikke at oprette Humlehaven som et specialtilbud.

Børne- og Undervisningsministeriet har gjort Furesø Kommune opmærksom på, at Børnehuset Humlehaven ikke kan fortsætte under dagtilbudsloven. Furesø Kommune lægger op til, at Humlehaven bliver en del af Stavnsholt Børnehus og dermed fortsætter under dagtilbudsloven. Furesø Kommune opnår en millionbesparelse ved ikke at oprette Humlehaven som et specialtilbud.
Af Mikkel Kjølby
1,25 mio. kr. årligt!
Det er det beløb, som Furesø Kommune hvert år sparer ved ikke at oprette Børnehuset Humlehaven som et specialtilbud, men i stedet opkræve pengene af forældre til børn i dagtilbud i hele Furesø Kommune. Tallet er leveret af centerchef Per Christensen i et spørgsmål til sagen fra Alt Om Furesø.
Centerchefen oplyser desuden, at af de 1,25 mio. kr. betaler forældrene til de 15 børn i Humlehaven ca. 150.000 kr. årligt i forældrebetaling. Resten dækkes af puljen fra alle andre forældres indbetalinger til dagtilbud. Det er altså midler som normalt ville indgå i finansieringen af de almene dagtilbud, men går til Humlehaven, fordi normeringen her er ekstraordinær god for at imødekomme børnenes behov.
Wazir Ilyas Abdulrahman, formand for forældrebestyrelsen i Humlehaven, er godt tilfreds med medarbejdernes indsats i Humlehaven, men ser et grundlæggende problem med valget af den nye organisering af humlehaven – det handler om børnenes retssikkerhed.
– Man skulle næsten tro, at der er blevet kigget på børnenes retssikkerhed og tænkt: ‘Det er ikke pengene værd.’ Sådan føles det i hvert fald for os som forældre, siger Wazir Ilyas Abdulrahman og fortsætter:
– Vi er virkelig bekymrede for, at det ender med at blive regneark og lokale budgetprioriteringer, der afgør børnenes muligheder for trivsel i stedet for de fine men ret uforpligtende intentioner, der lige nu står i forvaltningens arbejdspapir. Derfor har vi brug for helt klare, skriftlige garantier for bl.a. normering, faglighed og opfølgning, som vi kan holde kommunen op på, hvis man fortsat nægter at organisere Humlehaven under Barnets Lov, som netop giver børnene de garantier, forklarer Wazir Ilyas Abdulrahman.
Per Christensen oplyser, at Furesø Kommune har forsøgt at imødekomme dette på følgende vis:
– Vi har tilrettet vores procedurer for tildeling af støtte under dagtilbudsloven, hvor vi kan tilbyde forældrene en målrettet plads i Humlehaven som en mulighed. Vi har derudover et visitationsudvalg, der behandler behov for støtte i henhold til Barnets lov, og her er det myndighedsområdet, der administrerer det, lyder det fra Per Christensen, centerchef for Center for Dagtilbud og Skole i Furesø Kommune.
Wazir Ilyas Abdulrahman, som selv er far til to børn i Humlehaven. er ikke enig i at Furesø Kommune løser problemet ved at tilrette procedurerne. Han beskriver de 15 børn i Humlehaven på denne måde:
– Børnene i Humlehaven er primært børn med gennemgribende udviklingsforstyrrelser. Størstedelen har en autismediagnose, omkring 80 procent har intet eller et meget begrænset sprog, og flere har samtidig mental retardering. En betydelig del har dobbeltdiagnoser, fx autisme i kombination med ADHD. Derudover har flere psykomotoriske vanskeligheder og udtalt ængstelighed. Der ses også markante sanse- og reguleringsudfordringer, svære søvnforstyrrelser samt alvorlig spisevægring, der kan give bekymring for tilstrækkelig ernæring. Børnene har generelt behov for høj struktur, visuel støtte, skærmning og tæt voksenstøtte (ofte 1:1 i perioder). Efter endt børnehavetid visiteres størstedelen til vidtgående, specialiserede skoletilbud, fortæller Wazir Ilyas Abdulrahman, som ser sagen som såre simpel.
– Man behøver ikke sidde i et visitationsudvalg for at se, at noget er grundlæggende galt, hvis børn med den type behov anskues som nogen, der kan rummes i andet end et specialiseret miljø under Barnets Lov, siger Wazir Ilyas Abdulrahman.

Det startede med en henvendelse til ministeriet
Furesø Kommune har flere gange meldt ud, at specialområdet i den grad er under pres. I forbindelse med indførelsen af Barnets Lov (Specialtilbud red.) henvendte Furesø Kommune sig til Børne- og Ungeministeriet for at høre til lovligheden i at oprette Børnehuset Humlehaven med ekstra normering for at håndtere specialbørn i et almindeligt dagtilbud. Ministeriet svarede, at det måtte kommunen selv vurdere.
Furesø Kommune satte derfor Børnehuset Humlehaven i gang med 15 børn fra specialområdet, men med en normering som i et specialtilbud. Det fandt Børne- og Ungeministeriet ud af ved at kigge på den høje normering for Humlehaven.
Børne- og Undervisningsministeriet bad derfor Ankestyrelsen om at vurdere sagen. I mellemtiden skrev ministeriet til Furesø Kommune og indskærpede, at man ikke måtte drive et specialtilbud under dagtilbudsloven, men godt må oprette et antal specialtilbudspladser i et dagtilbud. Furesø Kommune vil derfor lægge Børnehuset Humlehaven ind som særligt målrettede pladser under Stavnsholt Børnehus og på den måde leve op til lovens intention. Humlehaven bevares som en selvstændig afdeling med egen økonomi.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder