Mange hunde, katte, kaniner og marsvin dumpes hvert år, særligt op til ferier, eller deres ejere bliver så syge, at de ikke kan tage sig af deres kæledyr. Heldigvis er der nogen, der tager vare på de dyr, der indleveres, og som sørger for, at dyrenes bliver tilset af en dyrlæge og at der findes et nyt trygt hjem til dem.
Af Charlotte Søllner Hernø
Alle kæledyr skal have et godt hjem. Derfor støtter Kirke Værløse og Omegns Husmoderforening Dyreværnet.
Vi er rigtigt mange i foreningen i lokalområdet samt i hele Furesø Kommune, der har hunde, katte og andre dyr. Vi hjælper hinanden, hvis der er en ejer, der bliver syg og indlagt, så dyrene bliver passet i vores egne hjem. Og det gør vi selvfølgelig, så længe det er nødvendigt.
Andre dyr er ikke nødvendigvis lige så heldige, og derfor støtter vi i år Dyreværnet.
Det vil vi gerne opfordre andre til også at gøre, f.eks. ved at man i stedet for eller som en del af julegaver donerer et lille eller et større beløb til Dyreværnet.
For dyrenes skyld.
Dyreværnet kæmper hver dag for at redde værgeløse kæledyr og forbedre deres velfærd og har såvel internater som dyreklinikker og en adoptionsafdeling, så dyrene kan få et godt og værdigt liv – fuld af kærlighed. 98 % af Dyreværnets midler kommer fra private støtter og sponsorer. Kun 2 % kommer fra offentlige puljer.
Sådan hjælper du dyrene
Man kan støtte husmoderforeningens indsamling på Dyreværnets hjemmeside. Ethvert beløb uanset hvor lille det end er, går direkte til Dyreværnet udenom husmoderforeningen.
Link til indsamling: https://indsamling.dyrevaernet.dk/stoet/husmoderforening-samler-ind







