Flere har bemærket, at S-toget kører usædvanligt langsomt fra Farum til Værløse. Det skyldes en fejl på skinnerne.
Af Mikkel Kjølby
Hvis man går en tur på Baunesletten i disse dage, vil man opleve noget besynderligt. S-toget fra Farum til Værløse triller afsted med 30-40 km/t., mens toget den anden vej buldrer afsted med vanlig hastighed.
Alt om Furesø har undersøgt sagen. Banedanmark oplyser, at der er fejl på skinnerne.
– Hastighedsnedsættelsen skyldes, at der er fundet fejl på skinnerne på strækningen mellem Værløse og Farum. Når der konstateres sådan en svaghed, tages der ingen chancer, og derfor nedsættes hastigheden. Det er noget, vi arbejder hårdt på at udbedre, oplyser Banedanmark til Alt om Furesø.
Det er bestemt ikke kun på strækningen mellem Farum og Værløse, at der for tiden kan opleves langsomme S-tog.
– Der er for tiden ekstraordinært mange hastighedsnedsættelser på jernbanen, og det betyder, at der kan opstå forsinkelser i landsdelstrafikken. Det skyldes, at der er konstateret fejl på skinnerne flere steder, og indtil de er udbedret, kører togene med lavere hastigheder på flere strækninger, oplyser Banedanmark.
De usædvanligt mange fejl er fundet i forbindelse med det løbende tilsyn, hvor man tjekker skinnerne med ultralyd. Når der konstateres en svaghed, tages der ingen chancer, og derfor nedsættes hastigheden.
– Vi arbejder alle hårdt på at udbedre fejlene, så vi igen kan afvikle trafikken normalt. Vi kommer ikke uden om, at hastighedsnedsættelserne for tiden går ud over rejsetiden. Særligt i landsdelstrafikken og den sjællandske regionaltogstrafik, hvor der kan opstå mindre forsinkelser på typisk 5-10 minutter,” siger direktør for teknisk drift i Banedanmark, Jes Øksnebjerg.
Banedanmark opfordrer passagerer til at tjekke Rejseplanen, inden man skal afsted.








2 kommentarer til “Hvorfor triller S-toget fra Farum til Værløse?”
Hvad gjorde Bane Danmark før de fik ultralydsscanning? Tilsyneladende intet for togene kørte og kørte. Kun ved synlige fejl blev der reageret.
Som mand og lige flyttet til kommunen har jeg i forgårs hørt om Furesø Træ- og Metallaug. Det lyder som alle tiders mulighed for at møde nye mennesker, og det kniber jo ofte med fritidstilbud til mænd, så jeg håber, at lauget ikke nedlægges men genhuset i f.m. nedrivning af Bybækskolen.
Der er lukket for kommentarer.