
Hareskov-Værløse Tennisklubs damehold sikrede oprykning med en suveræn sejr over Aarhus Lawn Tennis Society i playoffkamp.
Hareskov-Værløses bedste dametennisspillere har i indendørssæsonen været ret suveræne i landets næstbedste række, 1. division øst, hvor holdet har vundet alle sæsonens kampe i overbevisende stil.
Derfor havde HVT-damerne lørdag hjemmebane i playoffkampen mod nr. 2 fra 1. division vest, Aarhus Lawn-Tennis Selskab (ALTS). Konceptet var simpelt. Vinderen af kampen spiller i elitedivisionen indendørs i næste sæson.
Oprykningskampen i Værløsehallerne blev en hurtigt overstået affære – sæsonens hurtigst afviklede holdkamp – og HVT-damerne, som også er det yngste hold i de bedste rækker, vandt i overbevisende stil 6-0. Dermed får de unge Værløse-damespillere næste vinter lov til at spille i elitedivisionen inde.
Her skal de – ligesom de allerede gør det udendørs – dyste mod landets bedste kvindelige tennisspillere – bl.a. spillerne fra Danmarks Billie Jean King Cup hold, som jo med stor succes har fået Farum Arena som hjemmebane. Der bliver altså rig lejlighed til at se top-tennis i Værløse det kommende år.
Næste gang, man kan se spillerne i aktion, er i forbindelse med Danmarksmesterskaberne Inde i damesingle, som i år spilles i Hillerød Tennis & Padel Klub. De 15-årige tvillinger, Anna og Emma Brandt Schultz, er direkte i hovedturneringen, som begynder den 26. marts. Cassandra Hinnerskov deltager i kvalifikationen, som begynder i næste weekend.