HVT’s damer sikrer endnu et år i landets bedste række

Emma Brandt Schultz er årete topscorer på HVTs elitedivisiosnhold.

Efter en skadesplaget sæson havde Hareskov-Værløse Tennisklubs damehold lørdag brug for at vinde kampe i holdkampen mod københavnske ATK for at sikre sig endnu en sæson i Elitedivisionen. Det lykkedes!
Hareskov-Værløses damehold i Elitedivisionen mødte lørdag på hjemmebanen i Værløsehallerne Arbejdernes Tennis Klub (ATK). Vinderen af kampen kunne med stor sandsynlighed sikre sig endnu et år i landets bedste tennisrække, Elitedivisionen.
HVT’s hjemmekampe tager længere tid end de fleste andre Elitedivisionskampe, da den ellers meget velfungerende klub med 1.000 aktive medlemmer kun har tre indendørsbaner. Normalt skal en holdkamp afvikles på fire baner, men den mulighed findes altså ikke i Værløsehallerne.
Lørdag betød det, at slutresultaterne fra de øvrige kampe i Elitedivisionen tikkede ind, mens HVT-damerne fortsat var i gang med singlekampene, og her blev det tydeligt, at HVT skulle vinde mindst tre af de i alt 6 kampe i holdkampen for endeligt at sikre sig fortsat status som Elitedivisionsklub.
HVT tabte en meget tæt 1. single med Olivia Thiemke 6-7 5-7. Til gengæld var der ren tvillinge-power i 2. og 3. singlerne, hvor Anna Brandt Schultz vandt 2. singlen 6-2 6-4 og Emma Brandt Schultz vandt 3. singlen 7-5 6-1. I 4. singlen tabte Vera Elander Rasmussen en gyserkamp 6-3 2-6 5-10. Dermed skulle doublerne afgøre selve holdkampen, men også om HVT kunne sikre sig endnu en sæson i Elitedivisionen Inde.

I doublerne vandt søstrene Brandt Schultz forholdsvis komfortabelt 2. doublen 6-4 6-3. Dermed havde HVT-damerne sikret sig endnu en sæson i Elitedivisionen. 1. doublen handlede dermed alene om, hvilket hold som skulle vinde holdkampen, og ATK-damerne havde desperat brug for det ekstra point i deres kamp for at undgå nedrykning. Det blev en intens og tæt doublekamp, hvor HVT’s 1. double med Olivia Thiemke og Vera Elander Rasmussen vandt med cifrene 2-6 7-5 10-7.
Med sejren i holdkampen fastholdt HVT’s damer 5. pladsen i Elitedivisionen. HVT-damerne spiller indendørssæsonens sidste holdkamp på lørdag den 28. februar kl. 10.00 i KB på Peter Bangs Vej.

HVTs 1. hold tager endnu en sæson i elitedivisionen.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder