Det er nu muligt at indstille en virksomhed eller enkeltperson til prisen for socialt ansvar 2023. Det kan gøres frem til den 15. november 2023.
Vinderen af prisen for socialt ansvar modtager den på erhvervslivets nytårskur den 25. januar 2024. Her ses sidste års nominerede. Furesø Kommune
Siden 2016 har Furesø Kommune uddelt en pris for socialt ansvar til virksomheder, som har gjort en forskel for borgere, som står udenfor eller er udfordret i forhold til arbejdsmarkedet. Formålet med prisen er at skabe synlighed om de virksomheder, der integrerer socialt ansvar i deres forretning.
– Sidste års vinder, Jimmy Thesbo fra byggecentret Johannes Fog i Farum, er et godt eksempel på, hvordan erhvervslivet kan tage et socialt ansvar. Han vandt prisen blandt andet for at hjælpe unge mennesker med at finde lærepladser og ansætte fleksjobbere. Rigtig mange virksomheder gør en kæmpe indsats, og det er vigtigt, at vi hylder disse virksomheder, fortæller udvalgsformand for Beskæftigelse og Erhverv, Niels Bjerre Degn (S).
Det er muligt at indstille sin egen virksomhed, andre virksomheder og en enkeltperson, hvis man ønsker at anerkende fx en leder eller medarbejder, som er gået forrest for at tage et socialt ansvar.
Fakta om prisen
Virksomheder og enkeltpersoner, der har gjort en særlig indsats, kan indstilles eller indstille sig selv frem til den 15. november 2023. Herefter nominerer Jobcentrets særligt nedsatte Advisory board et lille udsnit af virksomheder. Det politiske udvalg Beskæftigelse og Erhverv vælger den endelige vinder, som modtager prisen på Furesø Kommunes nytårskur for erhvervslivet den 25. januar 2024.
Kriterier
Virksomheden skal have gjort en positiv forskel for mennesker, som står udenfor eller er udfordret i forhold til arbejdsmarkedet. De skal have gjort en forskel, de ikke havde behøvet at gøre.
virksomheden har ydet en længerevarende indsats
virksomheden er i drift med positivt regnskab