Influencer debuterer som underviser hos UngFuresø

Emil Grundsten vender hjem til UngFuresø som undervriser. Pressefoto. Magnus Kristoffersen.

UngFuresø åbner dørene til en ny sæson med masser af spændende aktiviteter. Influencer og skuespiller Emil Grundsten underviser i SoMe.
Af Mikkel Kjølby
I sin tid spillede Emil Grundsten med i UngFuresøs musical i Galaksen. Siden har han medvirket i en række film og er blevet influencer med mere end 17 tusind følgere på InstaGram. Emil har især været aktiv på det sociale medie Tiktok, hvor han har opnået en enorm følgerskare, der sidste år tællede over 8,5 millioner visninger.
Nu debuterer han som underviser ved UngFuresø.
– Vi snakkede sammen sidste år ved premieren på ungdomsmusicalen. Han kunne godt tænke sig at undervise. Han boblede på idéen og kom tilbage med et oplæg, fortæller Anette Lykke Kohring, leder af UngFuresø.
– Emil vil lære eleverne, hvordan man gebærder sig på de forskellige platforme, så man ikke kommer galt afsted. Og han vil vise, hvordan man arbejder professionelt på SoMe, så man får et tydeligt budskab sendt afsted, forklarer Anette Lykke Kohring.
Eleverne på Emil Grundsten vil sidst på sæsonen få en konkret opgave, idet de skal markedsføre ungdomsmusicalen ved at skabe content til sociale medier.
– Holdet vil komme ind over musicalen og skal markedsføre den. Det er hands on lige med det samme, siger Anette Lykke Kohring.
Emil Grundsten har stor erfaring. Han stod blandt andet bag Sundhedsstyrelsens anti-ryge-kampagne “But why”, hvor han spillede karakteren Ciggy – en kæk, lettere bøvet og cigaretrygende vanvidsfigur.

Mange muligheder hos UngFuresø
Du kan også dykke ned i filmproduktion, lære at strikke og hækle, sy genbrugstekstiler om til helt nye fede designs eller tage på en hyggelig overnatningstur i naturen.
Hele 2500 unge deltog sidste år i alverdens hold såsom dans, forfatterskole, gaming, band, filmproduktion, musikproduktion, skuespil, keramik, madlavning – og meget mere. Så har de festet i Galaksen, afholdt den fedeste RÅ-festival med kreative workshops og livemusik, lavet den fantastiske musical “Se ikke op”, hygget med pizza og popcorn til film- og LAN-aftener, grønne fællesspisninger, udveksling i Bruxelles og meget, meget mere.
Tilmelding på www.ungfuresoe.dk og se hele programmet for sæson 25/26.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder